Året er 1958, og hvis det er efterår, har Brasilien lige vundet VM i
Sverige med Pelé, Didi, Garrincha m.fl.
Plusfour-bukserne var meget bekvemme at spille fodbold i.
I dette hjørne
praktiserede jeg også en del selvtræning, som blev anbefalet af Knud
Lundberg i en af hans bøger. Det var absolut en god idé, men man kan nok
ikke lave meget om på sin "fodboldkarakter."
For mig blev det i hvert fald de samme styrker og svagheder i alle aldre:
Meget hurtig i sprint, men noget mere ubeslutsom med bolden. Rimelig stærk
med hovedet, i nedtagninger og i velovervejede afleveringer. Men det sikre
og dog overraskende løb med bolden samt hårde skud blev jeg aldrig rigtig
god til.
|
Fodbold
Min første leg
inspireret af organiseret idræt var, da jeg hjemme i den toværelses i
Istedgade 60 sparkede til en bold, som var fremstillet af sammenrullede
strømper. Det foregik i gangen, som forbandt værelserne. Min far
bemærkede, at jeg helst sparkede med venstre og sagde et eller andet om
det. Hvad det nu var, så kom jeg efterhånden til også at kunne med højre.
Altså kunne jeg senere på fodboldbanen sparke næsten lige godt med begge
ben. Problemet blev, at ingen af benene var hverken knaldhårde eller
superpræcise.
Målmandsspillet fangede hurtigt min interesse. I soveværelset kunne jeg
kaste en bold mod væggen. Jeg stod med ryggen mod etagesengen, som var
målet, og kunne så redde bolden i tilbagespringet.
Skydebanehaven
(kort)
har fået særskilt omtale
Fodboldbanen var med mål i håndboldstørrelse, forholdsvis kort og
indhegnet. Der kunne praktisk være fem på hvert hold. Målmanden havde
samme rettigheder som udendørs. To større drenge valgte hold, og var der
mange drenge, kunne man bruge én, men ikke flere udskiftningsspillere. Der
blev spillet med den danske kunststofbold Superflex®. Hvis de store drenge
manglede en bold, når de små skulle hjem, kunne man være heldig at sælge
den til en god pris og så købe en helt ny dagen efter. Selve spillet var hurtigt, og bolden var let at få af sted.
Blev man ikke valgt til hold, kunne man spille i et støvet hjørne oppe ved
muren.
Kjøbenhavns Boldklub
var uden tvivl min favoritklub og ikke frem, som jo ellers var
arbejderkvarterets klub. Hvad var da mere naturligt end at melde sig ind?
Men det var ingen succes. Spillet på græs og med læderbold var tungere, så
jeg viste ikke noget særligt, og der var mange flere drenge, end der var
plads på holdene. Men jeg kom gratis ind til KBs hjemmekampe.
Klubben blev senere en del af FCK, men jeg er ikke fulgt med som fan
Boldklubben Sylvia
lå (ligger?) på Kløvermarken bag det nuværende Christiania. Min
klassekammerat Ole Kloster spillede på 4.drenge, og så meldte jeg mig ind
der (1960). Der var et stykke vej at cykle fra Vesterbro, men det blev en
dejlig tid både som drenge- og juniorspiller.
Så begyndte atletikæraen.
Medicinske motionister
var en ambitiøs og vidt forgrenet organisation, der blev dannet i
kølvandet af en kondibølge omkring 1970. Jeg ledede fodbold-fraktionen en
sæson, men blev træt af det, bl.a. på grund af en stor
telefonregning. Der var en del gode spillere på medicinstudiet, men jo
bedre, jo flere nykker med hensyn til at stille op.
I en periode var der indendørs fodbold i Idrætshuset hver tirsdag om
formiddagen. Der røg nogle undervisningstimer, men medicinstudenten skulle
vel også være i form?
Østerbros Boldklub
havde engang spillet i 1. division og havde til huse i ret usle lokaler
i den gamle cementtribune i Idrætsparken. Det blev til en sæson som
23-årig, da jeg fik et ankelbrud, og senere en sæson som 30-årig.
Stemningen i klubben var unægtelig noget anderledes end på universitetet,
henholdsvis sygehuset og bestemt en behagelig afveksling.
Men fodbold er et hårdt spil, selv på sekundaniveau.
Der kom flere skader, og en lørdag lå jeg på maven med et højre knæ, som
svulmede op. Det var en blodansamling. Det blev min sidste organiserede
fodboldkamp.
FODBOLD I FJERNSYNET
havde begrænset sig til enkelte landskampe, den engelske
pokalfinale, VM 1958 og OL 1960.
Fra 1971 blev der sendt engelske ligakampe om lørdagen i
danmarksturneringens vinterpause.
Mit første eget apparat var brugt, og den fine lak var i tidens ånd og
stil
malet over med hvidt. Det var helt rituelt, og næppe en kamp gik man glip
af.
I dag kan jeg med Canal Digital Family se 4-6 engelske, tyske og
spanske kampe på en weekend, endnu mere med luksuspakken.
Der har været en del regelændringer, og alle har gjort spillet mere fair
og spændende. Desværre er der ikke kommet flere scoringer, og
fodboldspillet har f.eks. ikke vundet fodfæste i USA, hvor det af de
fleste opfattes som kedeligt. På den anden side kan man jo heller
ikke ændre spillet til ukendelighed.
Hvis noget med et snart fortærsket udtryk er globaliseret, så er det
fodbolden. Alle spillere kan principielt dukke op i alle Dynamikken på et fodboldhold og i andre holdsportsgrene er
noget specielt, som jeg nødig ville have undværet.
I de individuelle idrætsgrene er alle sådan set modstandere, som man dog
også kan få et nært forhold til. Jeg er kort sagt glad for at have prøvet
lidt af hvert. KB, Brøndby og landsholdet har været mine hjemlige
favorithold. Danske hold kan i en kortere periode præstere gode
resultater, men kan derefter nemt løbe ind i problemer mod formodet
svagere hold i næste kvalifikationsturnering.
|