|
Selv om atletikken indeholder så megen urkraft, som den
gør, har det altid været en lille idræt i Danmark.
I min tid var der en tendens til at det var gymnasiasternes sport.
Når der er OL, VM og EM, er der vist alligevel mange, der ser det i TV.
Det kræver nok også en speciel psyke at se kvaliteten i hård træning,
der kan være ensformig.
Ved stævnerne er man ofte længe undervejs og er på i ret kort tid,
svarende til en 100 m samt tre forsøg i spring og kast.
Ved mesterskaber er man måske kun med i én disciplin, så langt mest tid
går med transport og venten. Det kan godt virke kedeligt, hvis man
sammenligner med en fodboldkamp, hvor man er sammen med ti andre både før
under og efter kampen.
Personlige bedste:
100 m: 11,2 sek (medvind ikke målt) (1967)
200 m: 23,8 sek (1968)
Højde: 1,59 m (1964)
Længde: 6,44 m (1966)
10 km: 43.15 min (1982)
20 km: 1:30.14 t (1983)
Marathon: 3:37.37 t (1983)
Vigtige placeringer
Københavnsmestersab 1967:
Længde: nr. 1
100 m: nr. 2
Copenhagen Marathon 1983: nr. 1007/3500
Nuværende niveau:
!0 km: 59.28 (2005)
|
Atletik
Se billeder fra det smukke Høje Bøge Stadion i Svendborg
her
Interessen kom gradvis. OL i Rom i 1960 og bøger om skoleatletik fra
biblioteket var vigtige inspirationskilder.
Inden da havde seksdagesløbene i 50erne ansporet os til en leg, der bestod
i at løbe rundt om de fire træer i drengegården. Man løb i par og afløste
hinanden med et skub på skulderen.
Skoleatletik
Enghave Plads skole havde kun de to skolegårde til idræt, men ude bag
Vestre fængsel lå Bavnehøjbanerne, to fodboldbaner med en smule areal uden
om til spring og kast. Her cyklede klassen ud, og vi begyndte vel på
atletik i syvende klasse. Første gang, jeg sprang et længdespring i en
rigtig sandgrav, sagde målebåndet 4,25 m.
Fra fodboldbanen havde jeg jo nok en fornemmelse af at være blandt de
hurtigste i sprint, men her blev det så målt ud med stopur. Der var en
anden dreng, Jan Lundsbjørn, som tit havde været min makker i
seksdageslegen. Han var også hurtig, og i det hele taget var der nogle,
der trådte bedre i karakter her, end de var i stand til på fodboldbanen.
Det gjaldt bl.a. Ivan Hjelm Jensen, der senere blev min klubkammerat i
Københavns Idrætsforening (KIF).
Idrætsmærket i bronze, sølv eller guld - de sidste to kunne endog
erhverves med emalje - blev hurtigt et mål, der skulle nås.
Skoleatletikken kulminerede i første og anden real, da vi stillede et
femmandshold med fire fra klassen og én fra klassen under. Det blev til
sejr ved idrætsdagen begge de to år, altså en slags københavns-mesterskab.
Disciplinerne var 80 m, højdespring,
kuglestød og 5 x 80 m stafet.
Det var noget af en optur for skolen, og nogle ambitiøse lærere sørgede
for, at gamle faner blev taget ned fra skolens loft, så der kunne være
noget at sætte de fanemærker på, som vi vandt. Det blev også til en pokal,
der blev præsenteret ved en højtidelighed i gymnastiksalen, hvorefter den
blev anbragt i et lille glasskab på skolens trappegang.
Inden da havde der været propagandastævne arrangeret af KIF
og afholdt på Valbyparkens støvede cinders, hvor man oprettede en
filialafdeling. Jeg vandt 100 m og blev
hurtigt indmeldt.
Københavns Idrætsforening
var allerede gammel og hæderkronet. Den gennemgående træner var
Joachim Rasmussen, som havde en en tysk eller sønderjysk accent, som jeg
dengang ikke kunne udgrunde. Han var en ældre mand, var aldrig i
træningsdragt og kunne kun markere kast og spring ud i luften.
I Valbyparken klædte man om i nærheden af Boldklubben Frem, og så
skulle man passere et utal af fodboldbaner, inden man nåede det støvede
atletikstadion med cindersbane. Her foregik
hovedparten af træningen. Også i denne sammenhæng var min ven Ivan med og
syslede mest med spydkast og højdespring. Der var cindersbane overalt, for
kunststofbaner fandtes ikke mange steder i Danmark i 1965.
Men Østerbro Stadion havde moderne baner, og efterhånden foregik
mere træning her.
Karrieren
blev ikke lang. Dengang var der en klasse for 19-20årige, og længere nåede
jeg ikke. Ambitionen slog måske ikke til eller blev anvendt på at klare
forprøven i medicinstudiet, hvor 80% skulle dumpe.
Motionsløber
I 1971 gik den første kondibølge, jeg kan huske, over landet, og lidt
ansporet blev man uden at de blev til den store træningsmængde.
I 1981 var jeg blevet overvægtig, og min hustru spurgte, om det ikke var en idé
at begynde at løbe. Det var en god idé, for min form og hele velbefindende
øgedes enormt med det store træningspotentiale, der er i en 33-årig krop.
Det blev længere og længere, og jeg løb den første 20 km med start fra
Køge Stadion. I denne periode blev netop 20 km min foretrukne distance, og
jeg løb siden hen Bagsværd sø rundt (x2) otte gange.
Marathondjævelen fik også tag i mig, og træningen virkede lovende. Birgit
og jeg blev separeret, men hun lagde stor vægt på, at jeg fortsatte, og da
drømmen skulle realiseres, stillede hun, Rasmus og Anders op som
personlige hjælpere, hvilket er et uvurderligt gode i en sådan situation.
Wonderful Copenhagen Marathon 1983 blev en uforglemmelig oplevelse,
hvor jeg løb igennem min by og endda mit barndomskvarter. Dengang var
karnevalet samme dag, og det gav selvfølgelig endnu mere stemning.
Eftervirkningerne var slemmere, end jeg havde troet.
Det skulle være blevet til et maraton mere i 1983, men der gik
skuddermudder i træningen, og jeg gik tilbage på mere almindeligt motionistniveau
igen.
Knæet
I 1995 fik jeg en grim meniskskade, som blev ved med at genere i hele seks
år.
Vægt, blodtryk og blodsukker gik i vejret.
Ved et mirakel kom jeg i gang igen i slutningen af 2001 og har nu løbet
Eventyrløbet (10 km) fire gange samt en del andre 10 km.
Hvordan det går ?
Ja, døm selv på videoen
her
|