|
Min farfar (1993-1988) havde været rekrut, da 1. verdenskrig brød
ud. Jeg har aldrig hørt ham omtale, at han skulle have været indkaldt til
sikringsstyrken, som lå på strategiske steder i Danmark. Derimod, at han
var blevet slået af en ondskabsfuld officer. Jeg kan vel huske ham, fra
han var ca. 55 år, og da var han på enhver måde antimilitarist, en
holdning, der muligvis kom til at påvirke mig en smule.Min far
(1920-70) var på session i 1939 og blev året efter indkaldt til
rekruttjeneste lige omkring den 9. april. Det var i nærheden af Østre
Gasværk, og de første dage skete der præcis ingenting. I mandskabsstuerne
lå man på madrasser fyldt med træuld, og man skulle sove delvis påklædt.
Efter en uge blev alle mand pludselig hjemsendt.
Senere fortalte min far, hvordan han helt frem til sin 36-årsdag havde
frygtet et brev fra Forsvaret, men han hørte ikke en lyd i de seksten år !
Hvad der i sin tid skete, var nok at man har villet afvente betingelserne
for Tysklands besættelse af Danmark, der jo gudskelov i første omgang ikke
indebar egentligt militært samarbejde. Da det blev min tur i 1968, var
forholdene omkring værnepligt ændret en del. Forstærket af Vietnam-krigen
gik stærke pacifistiske og antimilitære strømninger gennem samfundet. Ikke
kun atombomben, men også den fredelige udnyttelse af a-kraft blev frygtet
og hadet.
'We're on the eve of destruction..', lød omkvædet på en kendt protestsang.
En eventuel verdenskrig kunne ikke længere tænkes afgjort med
landsoldater.
Militærtjeneste kom ikke på tale. Jeg var nægter ind til benet.
På grund af universitetstiden blev det 1. august 1976, inden jeg fik lov
til at lide for min overbevisning, som jeg altså dengang delte med rigtig
mange.
Nægterskolen
Det begyndte med fire ugers ophold på Skolen for Militærnægtere,
Antvorskov ved Slagelse. Da vi arriverede var der gang i stegning af en
hel okse på spid. Indenfor fik vi allerførst udbetalt et forskud på
hjemsendelsespengene samt et togkort. Sikken velkomst ! Og der var faktisk
brugt en del opfindsomhed for at gøre det til en spændende måned.
Venstrefløjsforfatteren og antiatomaktivisten Carl Scharnberg holdt
foredrag om at definere andres værdier, der var en del samfundsorientering
og ikke mindst to udflugter i hold à seks af et par dages varighed. Vi var
på Ærø og Langeland og overnattede hos en tidligt vakt miljøforkæmper, der
bl.a. havde anbragt to mursten i WC-cisternen for at spare på udskyllet.
Jeg har aldrig ejet en elektrisk barbermaskine, så om morgnen bebrejdede
nogle af udflugtskammeraterne mig rettelig, at jeg brugte varmt vand til
at sæbe hagetøjet ind med. Sådan var tonen frisk hele vejen igennem, et
kammeratskab, hvis mage jeg sjældent har oplevet.
Udstationering
Var det dog bare blevet ved på den måde, men ak, efter den måned
skulle man påbegynde udstationering til en slags samfundstjeneste, som man
havde valgt inden. Jeg havde lagt (for) stor vægt på afstanden til vores
bopæl på Ndr. Fasanvej, så det blev på Københavns Kommunes Institution i
et kolonihaveområde i Nordvestkvarteret, Pumpehusvej nærmere bestemt.
Stedet findes endnu. Institution for......? Ja, for
unge med intravenøst misbrug af morfinbase, som var stoffet dengang.
Jeg skulle altså gå til hånde praktisk uden skelen til min uddannelse som
læge, og sådan blev det også.
Personale
Lederen havde været sømand, men kom aldrig ind på sine eventuelle
andre kvalifikationer. Det øvrige personale bestod af pædagoger,
kontorpersonale, en arbejdsløs cand. mag. og et par kokke. I erindringen
har jeg kun godt at sige om hver enkelt, men dengang var kulturen med
politikker, målsætninger, guidelines, m.m., ikke så udviklet, så hvad gik
det hele egentlig ud på ? Sikkert var det i hvert fald, at klienterne
skulle påbegynde en nedtrapning fra deres morfinmisbrug. Der brugtes
dengang som nu metadon som mikstur, og dette blev ordineret af en læge fra
et sted i det københavnske hospitalsvæsen.
Klienter
Det drejede sig om mænd og kvinder i alderen 18-30 år, hvis
aktionsområde i forbindelse med misbruget mest omfattede Vesterbro og
Nørrebro. Livs- og misbrugsgrundlaget bestod af kontanthjælp, pusheri,
svindel og småplat, indbrud for drengenes vedkommende og prostitution for
pigernes. Med baggrund i mit kendskab til ytringsformer og kultur i diise
kvarterer fandt jeg
snart ud af, at de uddannede pædagoger delvis manglede denne
fingerspidsfornemmelse for klienterne og alt for ofte blot lod sig snakke
efter munden - lidt i stil med, men ikke helt så galt som hos Anders Mattesens pædagogfigur Arne Nougatgreen.
Ved ankomsten begyndte aftrapningen. De fleste blev noget påvirkede,
tydende på, at klienten havde givet overdrevne oplysninger om misbrugets
omfang. Jeg må sige om de fleste, at når de var afgiftede og uden for
rakkerlivet, var de ganske velformulerede og med rimelige skolekundskaber.
Man kan heller ikke klare sig som intravenøs misbruger, hvis man ikke kan
overskue og sno sig i situationerne. Aktiviteter
Formålet med terapien var naturligvis at lære klienterne sig selv at
kende uden stoffer, og til det formål var der et udenomsareal med lidt
sport og spil. Specielt husker jeg en mandlig klient, der havde gået til
boksning, og som jeg havde nogle kampe imod. Vi var ganske jævnbyrdige, og
han lærte mig noget. Det var nok også den voldsomste fysiske aktivitet,
der blev udfoldet, for ellers var klienterne jo lidt mageligt anlagt.
Skulle der besørges ærinder i byen, skulle de ledsages, og her fik systemet
det fulde udbytte af militærnægteren. Tandlæge, sagsbehandlere,
tøjbutikker, forskellige steder, men næsten altid fik klienterne turen til
at gå om ad Istedgade, orkanens øje. Typisk var vi 4-5 af sted, og når
nogen lod sig falde bagud, var det for at købe 10 eller 37 cl Gammel
Dansk, som dernæst inhaleredes, mens man indhentede de andre. Stoffrihed skal
nydes med måde !
I butikkerne blev der svindlet med notaterne, som blev
gjort større, hvormed klienten fik flere af sine penge til sig selv. Jeg var glad for, at
jeg var militærnægter og ikke skulle stå til ansvar for klienternes småfusk.
På den anden side skal det fremhæves, at ingen nogen sinde gik til
yderligheder, men holdt sig nogenlunde på måtten. Strengt taget var det
også i deres interesse, at jeg forblev på institutionen. Kulminationen på
aktiviteterne indtraf, da lederen mente, at de skulle arbejdes mere
projektorienteret, og det skulle ske ved at grave efter vand(!). Der blev
også gravet dyb brønd, men en dag var der til en afveksling alkohol og
hash på området, og uheldigvis faldt en klient i med benene først og
brækkede antagelig fodleddet. Han skreg i hvert fald og kunne først hales
op med Falcks kran. Derefter blev der ikke gravet mere. Maden
på stedet fortjener særskilt omtale, for her kunne man bestemt ikke
mærke, at man var på institution. Så flot spiste man næppe på kommunens
børne-, forsorgs- og plejehjem.
Lønnen
Der udbetaltes kr. 475.- pr. uge. Ikke overdådigt, men i de dage et
vist bidrag til en husholdning. Kunne f.eks. dække huslejen for en
toværelses. Kontrollen
Formelt havde man en kontaktperson, men jeg opnåede kun at tale i telefon
med ham et par gange. Det gik som forventeligt og som rapporteret af
tidligere nægtere: Man dukkede sjældnere og sjældnere op. Ingen tog
notits. Jeg begyndte at gå til bodybuilding i stedet. Afslutningen
Med hustru, lille barn, nyerhvervet embedseksamen og et overfyldt
lægearbejdsmarked var nægtertjenesten selvfølgelig en socialt set tung
sag, men løsningen kom som sendt fra himlen i form af en speciallæge, som
må have haft en skabelon for lægeerklæringer udstedt med det formål at
opnå hjemsendelse. Det kan være lige meget hvem og hvordan. Hjemsendt blev
jeg, og det første korttidsvikariat kunne tiltrædes.
|
