Istedgaard fra 1905.
Jeg boede i tre boliger i denne ejendom 1949-70.
"Vores" vindue mod Absalonsgade er markeret.

Det er mit håb med tiden at kunne skrive en samlende historie om kvarteret, der jo - måske frem for andre -
er kendt af ikke-københavnere.

Indtil da vil jeg nedenfor videregive mine oplevelser fra dette åndehul i min barndom.

Efterhånden øgedes ens aktionsradius. Min første kæreste boede i denne gyde under ret slette forhold.
I dag er der plantet træer. Der er hegn og port i hver ende af
Lille Colbjørnsensgade. Lejlighederne må være lagt helt om, og nu er det fashionabelt at bo her vis à vis Øksnehallen, som dengang var et mørkt og uhyggeligt sted.

Lige ved siden af lå og ligger Rysensteens Gymnasium, hvor min søster Inge gik. Rundt om hjørnet Tuberkulosestationen, hvor i dag DGI Byen ligger.

Beskyttelsesrum fra besættelsen, som har fået en dosis kommunal forskønnelse.

På Kalvebod Brygge lå den gamle kulhavn med seks kraner, skibe i to rækker og sydende aktivitet.
Et prægtigt skue for en lille purk, og min mor tog mig tit hertil, en passende tur over Dybbølsbroen, hvor der var lejlighed til at se ned på de mange damptog køre til og fra Københavns Hovedbanegård.
De, som arbejder her i dag, er også flittige, men deres arbejdsfunktioner, deres rettigheder, deres velstand er så ganske anderledes end dengang.

Skydebanehaven
Før udbygningen af Vesterbro havde Den Kongelige Skydebane ligget med det nuværende Københavns Museum som 'klubhus' og festsal. Man skød i retning af Kalvebod strand, for den gang gik kystlinjen tættere på end i dag. Der var bygget en høj skydemur med tårne i 1887 for at afskærme skydebanen fra Istedgade, der voksede hastigt bag muren.

Den smukke tegning er fra 1890erne og viser, hvorledes der blev skudt fra det trekantede skydetelt imod fuglen, som er målet. Arealet er anlagt som to cirkler, og den fjerneste halvcirkel findes endnu.

Man ser, at det i hvert fald ved denne lejlighed ikke er nogen ren herretur. Der er en tribune i venstre side af billedet.

BARN I SKYDEBANEHAVEN
Jeg var så privilegeret at bo næsten samme sted i 22 år, og det er uundgåeligt at henvise til et områdes geografi, der måske er vanskelig at overskue, hvis den kun beskrives i ord. Derfor er der på denne tegning, som er fra Københavns Byfornyelse, indsat den omtrentlige beliggenhed af de vigtigste faciliteter for børn og unge dengang - og næsten som nu.

Børnene på Vesterbro og mange andre steder i København var ofte henvist til at lege i de snævre og ikke alt for hygiejniske gårde mellem husene, som kunne ligge i tre rækker bag gaden. På tegningen findes faktisk baghuse bag Absalonsgade 28-30. Fra vores soveværelsesvindue stirrede jeg igen og igen ind i rækken af baggårde med deres cykelskure, gårdlokummer, forsøg på beplantning og et menneskeliv, som antalsmæssigt helt beherskedes af børnene.

I 1949 blev Skydebanen omdannet til en legeplads, og det kom til at give mig og en masse andre børn udfoldelsesmuligheder, som vi ellers ikke ville have haft.
Under fodbold og atletik har jeg fortalt om oplevelserne angående disse aktiviteter , og det var da også altid udsigten til fodbold, der drev mig af sted - 150 m - dag efter dag, aften efter aften.
Men der var også andre oplevelser, der er værd at mindes:
For det første er jeg jo inden fodboldalderen kommet her med min mor, som her havde mulighed for at komme i kontakt med andre mødre.

Da min mor ikke længere altid fulgte med, var der opsynsmand og pædagoger, for der herskede ordnede forhold under Stadsingeniørens Direktorat, ja selv nogle ret tunge klodser af træ var brændemærket med S.D.
Der var to huse til indendørs aktiviteter, et grønt bræddehus til de mindre, og et muret til de større. Førstnævnte hørte under frk. Lippmann og én mere, sidstnævnte under frk. Østerberg. Med en far med lange arbejdstider og kun én søskende var det ikke svært at finde tid og rum til indendørs aktiviteter, og jeg besøgte sjældent frk. Lippmanns tempel. Som lidt større spillede jeg for første gang bordtennis, som næsten var eneste aktivitet i murstenshuset, hvor opsynsmanden havde et værelse på 1. sal.
Hr. Knudsen var i sort kommuneuniform med kasket, elskeligheden selv og noget af en Panserbasse-type. En anden var mere galsindet og irritabel, let at drille for de store lømler, som aldrig udsatte hr. Knudsen for den slags. I dag tror jeg, han drak.

Man kunne jo ikke spille fodbold altid. Der kunne være for få eller for mange drenge. I anden klasse gik jeg i skole om eftermiddagen, og så var der kun små børn, når jeg blev sendt i Skydebanen om formiddagen.

Soppebassinet var stort og lavvandet, men eneste mulige badeillusion i miles omkreds.
Fra dette sted har jeg erindring om nogle børn, der bar nogle uhyggelige læderskinner på det ene ben, for de havde jo haft polio under epidemien i 1952-53.

Tennis kunne man spille på opmålt bane og med flade træbats.

Der var et Sørøverskib, desværre uden bestykning og takkelage. Det var fra en juleudstilling i Havemanns Magasin på Vesterbrogade, i dag Føtex.

Den Lille Ungdomsklub (Børneinstitutionen i Skydebanen) var ikke et sted, jeg nåede at komme meget, for da jeg fyldte 14 virkede Vesterbro Ungdomsgård, som var indviet i 1958, langt mere attraktiv.

Skydebanen Revisited
13.4.2008 blev mit andet barnebarn døbt, og på vejen hjem aflagde jeg haven et besøg og fandt mange mennesker der. Men til forskel fra dengang var der mange volsne og færre børn.

Ellers ses det, at grundplanen for legeplads og have er uændrede.

Ofte ser man kun skydemuren forfra og da ofte kun selve porten. Billederne antyder murens betydelige bredde, og fra siden får man et meget bedre indtryk af bygningsværkets tredimensionale struktur.

En smuk dag i den gamle have.

Links:
AOK
Bymuseet
Danmarks Naturfredningsforening