Pornografens frigivelse har givet og giver stadig anledning til debat i samfundet.

Denne artikel er et mere personligt dokument om en drengs og ung mands møde med billedpornografien, da den spirede frem på Vesterbro i København før og efter frigivelsen i 1967.
 

For at ingen skal tro, at det drejer sig om en lille dreng, der er blevet ødelagt af grov porno i barndommen, skal det understreges, at jeg var 19 år gammel i 1967.

 

Pornoforretningernes blomstring var selvfølgelig ikke begrænset til Vesterbro, men det var med en intensitet, der ikke siden er set i nogen anden bydel.

Der var jo også købesex på Vesterbro inden pornobølgen.
I Mogens Vemmers film 'Gade uden Ende' fra 1962 fremstilles miljøet ved hjælp af interviews med prostituerede.

Hvis man udelukkende betrager pronografien på billeder og film, er det gennem tiden gentagne modargument, at pornoen er kvindefjendsk og  -undertrykkende.
På den anden siden kan man anskue det hele som en særlig form for skuespil med meget monotone drejebøger og ikke en realistisk skildring af sex i virkeligheden.
Tidlige teaterformer, f.eks. Comedia d'll Arte havde også en helt fast sekvens for udvikling af handlingen.
Ellers er der ingen grund til at romantisere over den indusri, der både straffer og belønner på samme tid.

Rent byhistorisk har jeg hæftet mig ved, at på strækningen Hovedbangården-Gasværksvej har de pornocentre, der etablerede sig for over fyrre år siden, stort set holdt skansen siden da.

 



 

 

 

 

 


I orkanens øje
 

Det står som en uudtalt målsætning for www.jkrs.dk ikke at beskæftige sig med sex eller politik.

Det er imidlertid nødvendigt at gøre en undtagelse for at kunne videregive nogle erindringer, som dels
1. - er karakteristiske for den periode, jeg har gennemlevet,
dels
2. - fra tid til anden undslipper mig i mundtlig meningsudveksling med f.eks. arbejdskammerater
og
3.- er et eksempel på det underlige, at man efter mange år indser, at man har befundet sig (geografisk) i centrum af nogle begivenheder af skælsættende betydning for den senere udvikling i samfundet.

Miljøet i og omkring Istedgade prægedes i 1950-60erne af mange handlende med traditionelle, set med nutidens øjne snævre vareudvalg: ismejeri, købmand, fiskehandel, grønthandel, slagter, sæbehus, cigarforretning, brændsel, m.fl.
Fra før jeg kom i skole husker jeg den daglige indkøbstur med min mor til alle de små forretninger, for mulighederne for opbevaring af mange fødevarer var begrænsede i den 2½ værelses lejlighed, og der måtte handles friske fødevarer hver dag.
I baggårdene bag de mange butikker fandtes der i sidegaderne til Istedgade en mangfoldighed af værksteder og småindustri.
I stueetagen i den ejendom, hvor min ven Ivan voksede op, fandtes f.eks. en salatfabrik(!).
Da folk boede meget tæt, og da børnetallet per familie var relativt højt, var kvarteret således særdeles livligt, men også meget indeklemt og stedvis støjende.

Jeg hørte af og til min far, enten hjemme eller i samtale på gaden sige, at "Hele lortet burde rives ned" og regnede også med, at det ville ske før eller siden.
Til billedet af den allestedsnærværende erhvervsudøvelse og charme hørte jo også et billede af megen nød og uhumskhed.

Det kom som bekendt til at gå mindre drastisk for sig: Gaderne fra dengang er umiddelbart genkendelige, idet forhusene for hovedpartens vedkommende er bevaret, om end med skabelsen af større lejligheder, omfattende indvendig renovering og gårdfornyelser.

Det begyndte i det små med 'udhuling', det vil sige nedrivning af baghuse og de allerringeste huse i gadefronten, og det er interessant at se  på Goole Map, hvor grønt bydelen trods alt ser ud fra luften.
Med den stigende velstand samt nye, amerikansk inspirerede salgsformer som selvbetjening og varehus blev mulighederne for folk med fast arbejde stærkt forøgede og dermed forventningerne om et liv i egen bolig med egen bil.
Den lokale Irma lige over for Istedgaard blev omdannet til en af landets første selvbetjeningsbutikker, og således kunne man følge, hvordan butikker lukkede og lokalet enten blev beboet eller bare stod forladt.

Man kan sige, at pornografien havde sydet i nogle år, inden den lovformelige frigivelse gjorde en ende på politiets ikke særlig populære raids efter bøger og blade.
Det blev netop de ikke længere rentable småbutikker, der viste sig ideelle for salg af pornografiske blade og film samt indretning af bordel i baglokalerne.
Da jeg jo havde boet på Vesterbro i hele mit datidige liv, var det ikke svært at regne ud, at de mennesker, som ejede og drev disse nye guldgruber i pornoens Klondyke, ikke havde det allernæreste forhold til lovmedholdighed, hvad angik hash, narkotika, løn, skat, moms og deslige.
Jeg må ærligt indrømme, at da handlingen i et live-show blev mig bekendt, stillede jeg mig selv det spørgsmål, om det nu også var alt dette, man havde frigivet.

Husarerne skulle tiltrækkes, efter nogle år var der mange udbydere, så facade og udstillingsvindue var vigtige. Det var jo den daglige kontakt med pornoindustrien, hvis man hver dag færdedes i gaderne.
Over fyrre år senere er det svært at huske, hvor primitivt og uelektronisk alting var dengang: en pornofilm betød bogstaveligt en rulle celluloid.

For at udnytte alle muligheder, blev pornoblade rullet sammen og lagt i de små rum i de automater, hvorfra man engang kunne købe æbler, figner eller en cykellygte. Fordelen for den generte var åbenlys.

Danmark havde været foran alle andre lande med at frigive først litterær og dernæst billedpornografi, og dette udløste naturligvis en bølge af sexturisme fra især Tyskland og Sverige. På Københavns Hovedbanegård var der endda hververe, der lokkede turisterne til netop at besøge det, sextempel, hvor han kom fra.
Jeg kan i dag ikke afgøre, om Danmark eventuelt kan have tjent på denne trafik.

Der var to væsentlige opponenter mod pornoens frigivelse:
1. De kristelige, hvis Folkeparti bl.a. byggede på denne modstand.
2. De vakte kvinder, som i pornoen så mandens slavebinding af kvinden komme til fuld udfoldelse i superkapitalistiske rammer.
Som ung føler man sig næsten forpligtet til at gå ind for alt nyt og grænseover-skridende, men i dag synes jeg måske nok, at der var noget i argumenterne fra de nok så forskellige modstanderfløje.

Havde det hele været så simpelt som, at befolkningen gik fra ikke at måtte se på porno til gerne at måtte.
Men så simpelt var det jo langt fra, idet andre kulturfænomener som hashrygning, indtagelse af speed, morfika og LSD i de år greb om sig i de danske samfund.
Også på dette punkt var Vesterbro på forkant, selv om handelen på gadeplan dengang væsentligst foregik i Den indre By og på Nørrebro.
I befolkningen var der - måske delvis uafhængigt af pornoen - et friere syn på sex og samliv.
Endelig skyllede en bølge af antiautoritet, pacifisme, socialisme, antiforbrugerisme, antiamerikanisme og en masse andet henover de yngre generationer.

Alt dette vibrerede også gennem ungdommen på Vesterbro, hvoraf jeg var en del. Jeg stod selv en smule på sidelinjen, ville ikke prøve alt og flippe helt ud og havde jo også en uddannelse at tænke på.
Desværre medførte den megen alternative tænkning hos nogle af kammeraterne, at de brød med forældre, sagde læreplads op og dermed bevægede sig ud på tynd is med hensyn til social og økonomisk stabilitet, hvad de måske lige præcis havde brug for. Her ligger efter min opfattelse et af ungdomsoprørets negative sider, de mange gode talenter, der blev spildt.

Jeg har uendelig svært ved at udtale mig om personlige påvirninger, negative som positive, ved at have boet og færdedes i orkanens pornoøje som ungt menneske.
Opdragelsen i 1950-60erne havde jo været ganske kysk, så der skete vel det, at man mistede noget af sin seksuelle uskyld ved at få det hele smækket op i ansigtet flere gange i døgnet.
På den anden side kunne der i allerbedste fald samles lidt inspiration til egne udfoldelser.

Det er vanskeligt at forestille sig, at porno igen skulle blive forbudt.
 

webmaster@jkris.dk