Julekalenderen klippes ud af et ark, som kan købes i boghandlen. Til sidst limer min far stykkerne solidt og nøjagtigt, og dér står Rundetårn med en snoet bane til en lille racerbil rundt om.

Op til jul har min Far ekstra travlt i isenkramforretningen. Søndagsåbent er noget bagere og slikforretninger har, men den sidste søndag inden juleaften skal han være der i fire timer oven i de normale 56 om ugen.

Selve juleaften fejres som i årene før og efter hos min farmor og farfar på Roskildevej 130. Far, Mor, og jeg med lillesøster Inge i babylift går til Vesterbros Torv, tager sporvogn linje 6 ad Vesterbrogade, over Valby bakke, ad Valby Langgade til Aalholm Plads, hvorfra der er atter et lille stykke at gå. Min fars to søstre, deres mænd og i alt tre børn er der også. Det vil sige tretten personer i en 2½ værelses. Men alle bor sådan og er vant til at sno sig. Mine tanter er unge koner og friske i replikken, mændene snakker politik, men ikke så engageret juleaften.
Menuen er flæskesteg og ris à la mande. Der er frugt og fint slik, for Farmor (Bedste) er i slikforretning.

Vi synger nogle salmer og julesange, men ellers er der ikke megen snak om Jesu fødsel, da ingen i familien er dybt troende.

Det har været min fødselsdag den 10. december, og nu er der gaver igen. Teknobiler, ens folkevognsrugbrød med forskellige firmamærker er blandt mit yndlingslegetøj, men jeg gemmer ikke æskerne og øger deres senere antikvariske værdi. Der er også et militært køretøj med raketaffyringsrampe på ladet. Fremdriften sørger en fjeder for, og det viser sig senere at være et farligt våben, for der er kraft nok i missilet til at ødelægge en mur af legoklodser langsomt men sikkert.

Det er fortryllende, men juleaften slutter tidligere end fødselsdage, så turen går den modsatte vej tilbage med andre gaver i taskerne, end dem vi kom med. Da jeg ligger i min træk-ud seng, er der ikke en lyd at høre udenfor, 0g det er usædvanligt i Istedgade.

1. juledag skal vi med Malmøbåden kl. 10, en fast tradition. Min mors storebror er flyttet til Sverige i 1951 i håb om bedre arbejds- og fritidsforhold for en landarbejder, min tante og tre fætre. Byggeri og fornyelse i Danmark har stået næsten stille under krigen, og det bærer København stadig præg af. I Malmø er der mere pudset og lækkert, flere biler og eldrevne tog. På centralstationen står en automat med slik, som er placeret på drejeskiver, et rent vidunder.
Vi skal af allerede i Lund og videre med bus. Min onkel henter os ved stoppestedet ude på landet. For i Sverige kan en landarbejder have bil.

Min onkel og tante og mine tre fætre bor i et fritliggende hus med god plads, linoleumsgulve, vaskemaskine og bad. På selve gården er der traktorer, transportbånd, udmugningsanlæg og en TV-stue for de ansatte. Det er eventyrlige forhold sammenlignet med de forhold, jeg kender fra min morfars husmandssted.
Mine fætre er ødsle med papir til tegning og skrivning, hvilket gør indtryk på mig.