Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Min Istedgade

Indledning
 Mange har skrevet om og beskrevet Istedgade, eksempelvis
Vilhelm Bergsøe - Istegade overgiver sig aldrig - Om Folkeopstanden i 1944.
Tove Ditlevsen - Barndommens Gade
Dan Turell - som lader sin navnløse detektivfigur bo og vandre rundt i kvarteret.

Desuden findes gaden nævnt - ofte i en romantiserende stil - i adskillige artikler for gæster og turister.
Det er beskrivelser, som alle har deres berettigelse og kvaliteter, som jeg på ingen måde skal ned- eller eftergøre, men nedenfor finder du usystematiske og subjektive erindringsfragmenter, som jeg oplevede det hele fra den tidligste barndom, indtil jeg i ung voksenalder i 1971 forlod kvarteret.

Så stor min lyst er til at levendegøre mine erindringer, lige så lille er min længsel efter nogensinde at vende tilbage, undtagen korte ture, eventuelt med kamera.

Dette er et flydende manuskript, hvor nye afsnit kan tilkomme, og hvor et afsnit ikke nødvendigvis kan betragtes som færdigskrevet.

Lejlighederne
I mit første leveår boede vi i Absalonsgade 37 B, det vil sige i et baghus, for beboelsesejendommene kunne ligge i op til tre 'lag' fra gaden regnet. Det drejede sig om en såkaldt korridorlejlighed, hvilket indebar, at der i hver ende af bygningen lå et trappetårn, en gang på hver etage herimellem, og fra gangen var der lejligheder til begge sider, små og uden entré.
I stueetagen af disse bygninger lå der ofte ikke lejligheder, men små værksteder og virksomheder. Jeg har senere fået fortalt, at et kobberslageri udsendte høje og ubehagelige hyletoner, som forhindrede mig i at falde til ro. En sutteflaske med saft hjalp herpå, men havde desværre negative følger for mine mælke- og dermed også mine blivende tænder.

Min far havde altid boet i lejlighed og flyttede 27 år gammel direkte fra forældrehjemmet og hertil.
Min mor kom fra et husmandssted fra Randers, og jeg savner næsten ord til at beskrive, hvorledes det kulturchok må have været.

I slutningen af 1949 flyttede vi til Istedgade 60, 2. midtfor med to værelser i Istedgaard, en af gadens smukkeste og bedste ejendomme.
Da jeg var fire år, flyttede vi på samme afsats ind til venstre, hvor der var lidt mere plads.

WC fandtes inde i lejligheden, hvilket på det tidspunkt bestemt ikke var nogen selvfølge.

Opvarmningen besørgedes af en stor kakkelovn, en såkaldt døgnbrænder, som min mor måtte slide med om formiddagen. Asken skulle bortskaffes, hvorefter der var klar til optænding med avispapir, små brændestykker og koks. Disse blev leveret en hektoliter ad gangen til vores kolde og ret uhyggelige kælderrum.

Køkkenet var med to gasblus, gasovn og spisekammer, altså ret beskedne muligheder for i længere tid at opbevare fødevarer, som følgelig måtte købes daglig.
Eftersom min far arbejdede i den store isekramforretning Scharling Hansen lige overfor, fik vi ret snart is- og senere elektrisk køleskab.

Vask var der ikke store muligheder for, så vi fik som så mange andre vakset ude. Vasketøjet blev samlet i en brun lærredssæk, afhentet og leveret tilbage duftende og nystrøget.
ldtøj vaskede min mor forsigtigt i hånden og rullede det derefter i avispapir.

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944

 


DE HANDLENDE
Min mor fik 10 og senere 20 kroner i daglige husholdningspenge, og inden for en radius af 200 m fandtes butikker med alt, hvad man i dagligdagen havde brug for: viktualier, bager, grønt, ismejeri, fiskehandler, købmand. Men det krævede, at 4-5 handlende hver dag blev besøgt.
Særlig klart står mindet om en materialhandel, Stensbøl, på hjørtnet af Eskildsgade, hvor man kunne købe ruller med brændestykker til optænding. Man førte nemlig også klipfisk, der lå og svømmede rundt i nogle store tønder. Ingen af mine forældre dyrkede dog dette særlige fødemiddel.

I dag fremtræder huset som et af gadens mest spændende og velrestaurerede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Jeg synes, jeg fik tidligt rådighed over egne penge, men fra hvornår?
Slik kunne fås mange forskellige steder. Jeg foretrak lakridskonfekt, og helst fra en slikforretning, som lå nogenlunde midt på min skolevej fra Istedgade 60 til Enghave Plads.
100g for 1 krone.

For samme beløb kunne man få en stor pølse (frankfurter?) med brød hos en pølsemand, der var ganske lang til at stå i den lavloftede vogn under Istedgades eneste træ ved Oehlenschlägersgade.
Følgelig blev han kaldt Den Store Pølsemand.

Non-food
Tøj vare dyrt og dyrebart, så min mor stoppede strømper, foretog reparationer, syede nyt, syede om, strikkede og broderede. Men opmaskning af strømper måtte klares af en rulleforretning i Absalonsgade.
En del af mit tøj, f.eks. konfirmationshabitten blev købt hos Herr Goldmann. Demi-skirædderi var udbredt. Det vil sige, at tøjet ikke var syet sammen over ryggen og i ærmerne, men blev rettet til efter individuelle mål.
West House var leveringsdygtig i arbejdstøj, cowboybukser, flonelskjorter og pull-overs.
Plus-fours (fire tommer under knæet) og knickers (lige under knæet) var uhyre praktiske for en legende og fodboldspillende knægt.
Skotøj blev købt i enorm forretning nær Hovedbanegården, eventuelt hos Hector i Frederiksberggade (Strøget). Her kunne man kontrollere pasformen ved at stikke foden ind i et hul, hvor den blev røntgengennemlyst (!). Da der bruges ti gange så mgen stråling til en gennemlysning som til en almindelig røntgenoptagelse, må ubeslutsomme sjæles fødder have fået en betragtelig stråledosis.


En særlig form for handel var og er den, der foregår på apotekerne, af hvilke Istedgade havde to.
Det ene lå lidt længere nede forbi Mariakirken, hvis kirkeplads sidenhen blev landskendt.
Det andet lå på samme side i den anden ende ved Valdemarsgade.

Service
Det er meget almindeligt, at omtale nutidens samfund som et servicesamfund, men var det nu ikke også sådan i 1950erne?
Mælk, is til isskabet, koks, petroleum, morgenbrød og aviser kunne man få bragt til gadedøren.
Skotøj, damestrømper, ja mange forskellige ting kunne man få repareret.
I Scharling Hansens isenkramforretning og for den sags skyld hos alle handlende kunne man få præcis det kvantum af en vare, som man mente at have behov for, f.eks fem skruer af en bestemt slags, en enkelt pære eller en æske tændstikker. Høflig og venlig personlig betjening var en æressag og ganske naturlig.

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944

 


MINE SMÅJOBS
Efter 2. verdenskrig og med det økonomiske og uddannelsesmæssige opsving i 1950erne trådte egentligt børnearbejde, som f.eks. min mor og hendes fire brødre havde været tvunget ind i, mindre almindeligt og efterhånden også reguleret/forbudt.
Men småtjanser for at tjene til egne lommepenge var der ganske rig lejlllghed til. Min far hade sans for reklame, og min deltagelse i arbejdslivet begyndte med, at jeg stemplede kvitteringsblokke med isenkræmmerforretningen Scharling Hansens navn adresse og telefonnummer.

Næste trin var omdeling af bogtrykte reklamer for støvsugeren G70 fra Nilfisk. Den kostede den uhyrlige sum af kr. 425.-, men kunne også købes på afbetaling. Min mors eksemplar kørte upåklageligt i ca, tyve år.
Husstandsomdelte reklamer var endnu ikke så almindelige. Først skulle 100 A4-ark foldes en gang sammen, puttes i en lille skuldertaske, og så var det ellers ud i opgangene, der jo dengang ikke var forsynet med hverken lås eller samtaleanlæg.
Jeg tror ikke, min mor var så glad for at jeg skulle farte rundt i alle skumle baggårde og opgange, men på den anden side var det jo det miljø, vi alle levede i.
I hvert fald holdt jeg meget af tjansen, for det gav også mulighed for at sprinte op til 4. sal og kun trække vejret en enkelt gang. Ofte var det jo sådan, at der i stueetagen lå forskellige virksomheder, hvis brevsprække kunne være blokeret, så i værste fald blev det kun til otte reklamer i en opgang. Meget bedre - i denne henseende - var de såkaldte korridorlejligheder, af hvilke der kunne være op til otte - på hver afsats.
Der kom senere et par kampagner for Atlas køleskabe. Den sidste var serien Colorline, hvor man havde dæmpet det knaldhvide med lidt pastelfarver.
Jeg oplevede aldrig noget af det, som jeg tror, min mor frygtede.

Uddeling af aviser
adskiller sig fra reklameomdeling ved, at man skal være vågen og følge listen af abonnenter, der altid biver revideret mellem to uddelingsrunder.
Der var tale om at dele søndagsaviser ud for en lille bladmand i Absalonsgade, som ved den lejlighed havde to bude i gang. Betalingen var 10 kr. for en liste med 50-60 aviser.

Dengang var morgenaviserne Politiken, Berlingske, Aktuelt samt Land og Folk, hvoraf der til de to sidstnævnte var forbløffende få abonnenter, befolkningsunderlaget taget i betragtning.
Jeg skulle altid holde en pause og kigge i Land og Folk, mest fordi den var så ganske anderledes end de andre. Herluf Bidstrups tegninger kunne også være meget sjove.

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944

 

 


UNDERHOLDNING
 Hjemme var det frem til 1957 radioen, der sørgede for oplysning og musik.

Fjernsyn fik vi i 1957 som mellem husstand nr. 50.000 og 100.000 i kongeriget og med det den samme kulturomvæltning som i alle andre familier.
Af de første programmer (før 1960) husker jeg:
TV-Farmaceuten
Doktor Lieberkinds dyreudsendelser
Den animerede tøjdukke Andy Pandy
En reportage fra Danmarks Akvarium
Ungarnsudsendelserne
Kvit eller Dobbelt

Biografer
Casino lå mindre end 100 m væk og tilhørte ikke premierebiograferne, som omfattede: Saga, Kinopalæet, Palladium, Bristol, Metropol, mfl.
Til gengæld var Casino og Boulevarteatret ('Bulen') på Sønder Boulevard billige. Casinos Danske Sommer indebar en ny dansk film hver dag i hele sommerperioden. Entré 1 kr. ovr hele salen.
DSB Kino på Hovedbanegården kostede ligeledes 1 kr. og var tiltænkt rejsende til at fordrive ventetid med. Man spillede non-stop med en times forestilling bestående af rejsefilm, tegnefilm og ugerevy med sport, hvor jeg så enkelte optagelser fra OL i Melbourne 1956 og var vildt begejstret.

Gårdmusikanter kom jævnligt, og min mor kastede gerne 5 øre ned indpakket i et stykke avispapir.

BT løbte min far dagligt, og vi holdt Berlingeren om søndagen. Tegneserierne blev læst, næsten allesammen, så snart jeg kunne, og klimaks indtrådte hver fredag, når min far hjembragte Anders And, en Valash og en Guldbarre. Det var herlig luksus, og inden jeg kunne selv, læste min far højt for mig.

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944

 


FOR DE VOKSNE

Værtshuse
var der selvfølgelig en del af i Istedgade og dens sidegader. Min far drak kun alkohol 3-4 gange om året sammen med sin familie, så den del af livet blev der ikke talt meget om. Men mine forældre havde ikke særlig høje tanker om dem, der frekventerede værtshusene.
Det er måske en del af årsagen til, at jeg kan sidde her med uddannelse, godt helbred og motivation til at udgive erindringer på internettet.
Der var også dem, spritterne, som ikke kunne betale priserne på værtshusene, men levede på gaden med en flaske vinduessprit i lommen. En af dem gik under navnet Den Blå Dreng.

Levende musik og optræden
Før diskoæraen blev der spillet levende musik på langt flere lokaliteter end i dag. Vores nabo, hr. Elsfort var musiker og arbejdede således aften og nat. Han øvede sig ikke hjemme.
Familiens to børn, Lis og John blev mine første legekammerater.
Ved casinobiografen lå natklubben Tunesia og på Vesterbros Torv den ret kendte varieté Valancia. Selv i den nærliggende Dannebrogsgade lå La Charmaine, hvor der til ejendomskomplekset Hudegaardens nedrivning i 1970 var levende musik og optræden.

Alle disse kunstnere og gøglere må åbenbart have set en fordel i at bo i nærheden af hinanden, for i Absalonsgade var der i en gård en karré med lejligheder i to etager med svalegang, hvor der kun boede artister af alle slags.
Disse mennesker var næppe storforbrugere, men dukkede dog af og til op som kunder hos Scharling Hansen, og min far holdt af at ekspedere dem, tror jeg, bl.a. på grund af deres pudsigheder og sjove accenter.

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944


TRAFIK                                                                      
Der kørte tre sporvognslinjer gennem Istedgade, nemlig 10, 11 og 16.

Her ses 10eren i skikkelse af den såkaldte Düsseldorfer, som gik fra Toftegaards Plads til Emdrupvej.

TIl højre Postillonen, et stort værtshus, som eksisterede ganske længe derefter.

 


Linje 10 og 16 krydser på Enghave Plads lige ud for skolen, hvor jeg gik.

Sporvognene var bekvemme nok i deres tid, men de var langt fra lydløse, specielt ikke når de skulle rundt i de skarpe kurver.

Blandt mine allertidligste erindringer er hestevogne, hvor de kære dyre stod og gumlede i deres muleposer. Foruden de senere nostalgisk kendte vogne fra Carlsberg drejede det sig om Københavns Grundejeres Renhodningsselskab.

 

Der var masser af sporvogne af modellen her fra tiden omkring 1. verdenskrig.

Ellers er der blot at nævne, at bilerne blev flere og flere, cyklerne færre, som årene gik.

Vi fik aldrig bil, selv om det nok ville have været økonomisk muligt.

 

 Indledning
 Lejlighederne
 De handlende
 Mine småjobs
 Underholdning
 For de voksne
 Trafik
 Originalerne
 Folkestrejken 1944


ORIGINALERNE
Ham jeg husker bedst - og erne fortæller om - var en mand på skønsmæssigt fyrre år, som gik op og ned ad Istedgade iført det samme kostume i al slags vejr: En 'malerhat' med afskåret skygge, solbriller, en mellemblå kedeldragt, en brun læderrem om livet, en gammeldags 'herremappe' i svineskind i hånden - og nederst intet fodtøj.
Han indlod sig aldrig i samtale med nogen anden, og jeg hørte aldrig noget nærmere om ham, - hvis der var nogen, der vidste noget.

Mindre spektakulære var de ikke så få 'sprittere', hvilket skal forstås bogstaveligt, idet vinduesspritten først senere blev dødbringende denatureret.

I den lidt mildere ende var Onkel Hans, det vil sige min mors onkel på mødrene side, der som næsten alle hans søskende var draget fra Hald nord for Randers direkte ind til Hovedstadens muligheder - og taberhistorier.
Hans boede i et lille lejlighed på Gasværksvej, var sikkert uskadelig, men min mor var ikke glad for hans besøg. Jeg har fået dette fortalt og kan ikke huske ham, så der må på et tidligt tidspunkt være aftalt en ordning af en slags.
 
ISTEDGADE UNDER FOLKESTREJKEN JUNI 1944
Begivenhederne under det folkelige oprør mod besættelsesmagtens urimeligheder blev nogle af krigens mest blodige og dramatiske i Danmark. Siden samarbejdspolitikkens sammenbrud ti måneder tidligere var forholdet til de tyske myndigheder blevet stedse ringere. Sabotagen og øvrige modstandsaktiviteter var øget, og tyskernes svar var et krav om retsforfølgelse af sabotører ved tyske domstole inklusive dødsdomme.
 
 

 

 

 

 

 

 

 

Ved de første optræk til uroligheder i København krævede besættelsesmagten udgangsforbud kl. 20 og ikke som hidtil kl. 23. På stenbroen i den kvælende sommervarme fik det reagerede folk  ved at anlægge gadespærringer og bål i Istedgade.

Det var en broget skare af tyske politisoldater og danske kollaboratører, som skred til gengældelse i form af regulær terror med nedskydning af tilfældige borgere.

 


 

 

 

besættelsesmagtens krav om udgangsforbud fra kl. 20 og tysk retsforfølgelse samt dødsdomme

  ENDEN AF GADEN
Fra Hovedbanegården til Enghave Plads. Halvdelen gennemtrasket gennem ni (følsomme) år. Karakteren grundlagt, personligheden formet.
En spadseretur i Gaden må nødvendigvis blive den sidste.

webmaster@jkris.dk