Udviklingen skulle vise, at Morell ikke fik megen tid til at nyde sine privilegier.
Hans behandlingsmetoder og hele fremtræden og væsen kaldte på bekymring, skepsis, kritik og  misundelse fra kollegerne. Fed, slesk, uhumsk charlatan var nogle af gloserne i deres dagbøger.
Hitler hyldede videnskaben, men hadede specialister, og Dr. Morell blev, hvad vi i dag kalder en gatekeeper.

Han gjorde klogelig brug af mange specialisters råd og behandling. Omkring 12 læger har på forskellig måde bidraget til diagnose og behandling af Føreren i hans sidste år.

Dr. Morells behandlinger var en blanding af moderne farmaci og oldtidsmedicin i form af åre ladninger og igler. Men retfærdigvis fulgte der altid gode, almene helseråd med, så som normaliseret døgnrytme og motion. Problemet var blot, at Hitler fejede al den slags til side og var i stedet besat af idéen om de tilførte substansers gavnlige virkninger.

Paradoksalt nok havde Morell som Hitler patologiske T-takker på EKG - og modsat Føreren manifeste symptomer i form af angina pectoris og hjertesvigt, hvilket bevirkede, at han blev dårlig af at flyve.

Efter bruddet på ikke-angrebspagten med Sovjetunionen blev tilværelsen en rundfart mellem de forskellige førerhovedkvarterer i bunkeranlæg i Østpreussen, Østrumænien, Vestfronten, Berlin og det mere rekreative Berghof, hvor der dog også var beskyttelsesrum.

Adskillige gange tilrådede Morell Hitler at tilbringe mere tid i alperne, men det ville han ikke høre tale om.

Dr. Morell deltog ofte i middag og teselskab hos Hitler, hvor den hjertesvage mand gerne faldt i søvn, senere vågnede op og grinede, fordi han troede, at Hitler havde sagt noget morsomt.

Morell var nok ikke fantastisk begavet, men han forstod at manøvrere igennem de rørte vande omkring Hitler.

Da det definitivt gik tilbage for Stortyskland - og med Adolf Hitlers helbred, blev han som så mange andre sendt bort fra bunkeren under Rigskancelliet.

Men Adolf Hitler var ældet og irritabel, så det blev en kølig afsked med ordene:"Ich war ja nie krank. Ich brauche die Injektionen nicht um recht zu kommen." Det skete 21.4.1945, og to dage senere kom han med et af de sidste kurerfly ud af Berlin til München. Flyveturen tog hårdt på ham, og straks efter ankomsten fik han et slagtilfælde, hvortil der snart skulle komme flere.

Han kom på flere sygehuse og sanatorier, endda på sygeafdelingen i koncentrationslejren Dachau.  De gentagne slagtilfælde havde gjort ham grådlabil, og han begræd igen og igen, at Føreren havde sendt ham bort. Han var formeldt tilbageholdt af amerikanerne, som ville  finde de læger, som skulle stilles for en krigsforbryderdomstol. Selv om det var ganske klart, at Dr.  Morell kun havde været livlæge og produktudvikler, var der ikke megen nåde eller komfort for den syge mand.

Alle omtalte tolv læger kom i varetægt og forhør, og det skortede ikke på slet dulgte anklager mod Morell: Bevidst forgiftning, kvaksalveri, stofmisbrug både hos Hitler og Morell, m.fl.

Men amerikanerne fandt ikke noget af det underbygget, og det var heller ikke på tale, at Dr. Morell skulle for krigsforbryderdomstolen. Alligevel varede det til juni 1947, inden Morell endelig blev "Cleared" og løsladt.
Men Dr. Theodor Morell kunne ikke nyde friheden.
Han havde til sidst lammelse og smerter i højre arm og hånd og kunne ikke skrive.
Han døde 26.5.1948.

Jeg kan ikke blive rigtig vred på denne lidt kluntede, men snu doktormand, som gennem ni år formåede at bevare tilliden hos en karakterafvigende despot. Morell var nok lidt af en fusker, som gav en masse medicin, men i små doser til sin særprægede patient. 

Skift i livsstil
Bitter over et afslag på optagelse på kunstakademiet drev han rundt i Wien og senere München.
Under tysk militærtjeneste blev han blindet af giftgas i nogle dage. Han blev sendt hjem til det slagne Tyskland og blev politisk engageret på højrefløjen, hvor hans talegaver snart blev højt værdsat.
Med nazipartiets voksende tilslutning følte Hitler omkring 1931, at han burde forsage kød, alkohol og tobak, af hvilke han dog aldrig havde haft noget overmåde forbrug.

Motion
Som yngre var Adolf Hitler var fysisk aktiv uden dog at dyrke nogen idræt. Han var slank og adræt. Senere, i storhedstiden inden det russiske felttog 1941, sørgede han altid for at spadsere med sin elskede schæfer, Blondi i en time, dog mest regelmæssigt, når han opholdt sig i alperne på Berghof ved Berchtesgaden. Her var det et helt ritual, idet 10-15 af Hitlers surrogatfamilie af oppassere, sekretærer, officerer og læger promenerede med og fik te og kage i et lille hus oppe ad bjerget, hvorefter det var nedad hjem. Denne del af udflugten foregik oftest i bil.
Efter 1941 levede han mere og mere en bunkertilværelse og opholdt sig til sidst kun ude i ca. et kvarter i døgnet.

Døgnrytme
I propagandaen blev Hitler fremstillet som energisk arbejdende døgnet rundt for Det tredje Rige, men i virkeligheden var han ret mageligt anlagt. På Berghof viste han sig først tidligt på eftermiddagen og begyndte tit dagen med lægetilsyn inklusive injektioner, tabletter og kapsler. Derefter var det tid til situationsanalyse og rådslagning med hærledelsen. Middagen var kl. ca. 20, og der deltog gerne 10-15 inviterede af den faste stab og gæster. Der kunne også være generalstabsmøde efter middagen. Hitler var lidenskabeligt interesseret i filmmediet, og inden krigsudbruddet var der som regel forevisning. Til sidst var der teselskab, hvilket stort set indebar, at man kunne få, hvad man ville have - bortset fra nattehvile, for Føreren gik først i seng kl. 04.30-06, og han havde det princip, altid at være vågen, når de allierede kastede bomber over det tyske folk.
Han havde jo ingen uddannelse, men havde gennem læsning erhvervet sig en stor viden inden for mange felter og kunne konversere elegant, når han ville. Som krigen gik dårligere, blev han mere indadvendt og fraværende. Disse sammenkomster var Hitlers rekreation for at han efter eget udsagn kunne have kræfter til de store beslutninger. Gæsterne kæmpede med kedsomhed, ryge- og søvntrang samt mangel på en god undskyldning for at trække sig tilbage.
Når Hitler derimod var i Berlin, var hans døgnrytme noget bedre tilpasset det omgivende samfund.

Vegetar
At være vegetar kræver mere end beslutningen, nemlig en viden om, hvordan kosten skal sammensættes for at sikre nødvendige aminosyrer og vitaminer. Supplement med æg og mælk løser problemet, og det var præcis, hvad Hitler gjorde. Han havde personlig vegetarisk kok, men ville helst kun have sine yndlingsretter. Æblegrød og kartoffelmos var blandt hans favoritter, og han spiste en del kage.
Hos nogle vegetarer kan der komme øget gasudvikling i tarmene, og det kom vores patient også til at føle.

Afholdsmand
Dette skal ikke forstås helt absolut, for Føreren drak to flasker af en specialfremstillet hvidtøl daglig. Han tolererede andres indtagelse af alkohol, men ikke fuldskab.

Ikke-ryger
Her var Adolf Hitler kompromisløs. Han tålte ikke tobaksrøg i sin nærhed. Kun i de allersidste håbløse dage i bunkeren under Rigskancelliet var han ligeglad.

Hitlers symptomer
Almen fremtoning
En ordonnans i Hitlers nærmeste stab udtrykte det rammende således: I 1938 virkede Hitler yngre end sin alder, i 1941 svarende hertil og i 1945 som en olding.

Neuropsykiatrisk
Den teatralske optræden ved talerne som her ved siden af var indstuderet skuespil.
Adolf Hitler har aldrig fremvist symptomer på sindssyge.
Vredesudbruddene, der er så kendt fra film og parodi, var i virkeligheden ret sjældne og varede ca. en halv time.

Hvis Dr. Morell blev tilkaldt, gav han enten morfin i.m. eller barbiturat per os.
Fra 1944 optrådte rysten af venstre hånd/arm og ben, hvilket forværredes betydeligt efter bombeattentatet 20. juli 1944 i Ulveskansen i Østprøjsen. En af Hitlers læger kaldte det konversonshysteri, andre mente parkinsonisme. Dr. Morell gav et antikolinergt anti-parkinsonmiddel enkelte gange mod slutningen af Hitlers liv, da det blev helt galt.
En tredje tolkning var strykninforgiftning, se under mave-tarm.
Hitlers seksualitet må betegnes som normal, idet han vides at have haft intimt samvær med ti kvinder i sit liv.
Han var romantisk og noget naivt indstillet over for kvinder, idet han  betragtede dem som en slags skulpturer. Det fik Eva Braun at føle, da hun havde foretaget en meget moderat toning af sit hår. Det måtte hun straks gøre om !
Hitler elskede at lege Kirsten Giftekniv.
Kort sagt passer Hitlers personlighed perfekt ind i et Jekyll-Hyde scenarie: På den ene side en jovial onkel med vennerne - det hele ganske vist instrueret af ham selv, på den anden side fanatisk germansk fundamentalist, som besluttede og var vidende om de allerværste grusomheder.

ØNH
Enkelte gange klagede Hitler over svimmelhed og øresusen, hvad der dog synes at have været forbigående.
En godartet stemmebåndspolyp blev fjernet i 1941.
Senere var en hårdnakket halsbetændelse ved at drive patient og læge til vanvid. Idelige bakteriedræbende penslinger og et sulfonamid førte ikke til helbredelse, men derimod til et nyt angreb fra en lægekollega, som af bekymring for Hitlers nyrefunktion bebrejdede Dr. Morell, at han gav det tungt eliminerbare præparat over flere uger. Denne havde paraderne oppe: Det var det eneste sulfonamid, som patienten tålte. Infektionen gav sig til sidst.

Traumer
1. Ved ølstuekuppet i november 1923 pådrog Hitler sig en skudlæsion i venstre skulder. Han gennemførte en energisk genoptræning på egen hånd efter arrestationen og fængslingen. Skulderen blev som ny.
2. Ved ovennævnte hændelse i 1944 blev Hitler for eneste gang såret ved de fire attentater, som vides (forsøgt) gennemført imod ham.
Bomben var stillet under bordet, hvor generalstabskortene lå bredt ud, ca. 2½ m fra ham. Det var et træhus, hvis vægge blev trykket udad, så Hitler overlevede med bilaterale trommehinde-perforationer. Den højre blødte i flere uger trods Dr. Morells blødningsstillende medikamenter. Desuden havde hundredvis af store og små splinter fra bordet boret sig ind hans ben. Dr. Morell lod andre om kirurgi, men supplerede behandlingen med pudring af større sårflader med "penicillin" af egen fremstilling, vel vidende, at dette præparat havde meget ringe bakteriedræbende effekt.
Ved påtrængende behov skaffede man amerikansk penicillin ad uofficielle kanaler.
3. Selvmordet 30. april 1945 var både med cyankalium og pistolskud gennem munden for Adolf Hitlers vedkommende.
Eva Braun nøjedes med cyankalium.
På det allersidste havde Føreren været mistroisk over for næsten alle, også SS-chefen Heinrich Himmler, som havde forsynet ham med ti dødskapsler. Den kære schæfer Blondi havde som en klinisk afprøvning fået den første og var død på stedet.

Hjerte og kredsløb
Dr. Morell tog flere gange EKG på Hitler, første gang i 1941, mest på grund af patientens alder, for denne havde ingen symptomer. Der var negativ T i første afledning, hvilket dengang blev taget som et sikkert tegn på koronarsklerose. Det fremgår af hans dagbog, at Dr. Morell var i et etisk dilemma med denne viden, som han da også længe undlod at meddele Føreren. For han vidste, at den allerbedste behandling, alle helbredsmæssige forhold taget i betragtning, ville være omlagt døgnrytme og mere motion. Men Hitler afviste dette og andre almene, gode råd om sund livsførelse. Han undskyldte sig med manglende tid og tragtede altid efter her-og-nu løsninger med tabletter eller injektioner. Morell gav hjertestimulerende medicin, men kun efter behov, når han mente, at særligt stressende situationer skulle gennemleves. Den hjertespecialist, som blev forelagt Hitlers EKG, tilrådede absolut at fortsætte med daglige injektioner af 10 ml 20% glukose i.v. Denne behandling blev tillagt en alment styrkende og afvandende (Entwässerung) effekt.
Blodtrykket blev målt tit, men usystematisk, og dengang opfattede man blodtryksforhøjelse anderledes end i dag. Ofte anføres kun det højeste, systoliske tryk, som man anså for det vigtigste: 130-170 mmHg og diastolen, når den angives: 90-110 mmHg. Ved de højeste værdier var Dr. Morell lidt bekymret og måske med rette.

Mave-tarm
Det var Hitlers fordøjelsesbesvær, som var indgangsporten til bekendtskabet med Dr. Theodor Morell, og dette kom også i høj grad til at beskæftige dem begge. Der var tale om udspændthed af dele af tarmsystemet med deraf følgende gener, og i et par tilfælde samlende sig under højre kurvatur. Morell foretog hyppige manuelle undersøgelser af maven og fandt ofte lokaliseret luftansamling, men aldrig tegn på tarmslyng.
Var klagerne tilpas intense, gav Morell et morfinpræparat og et spasmeløsende medikament.
"Antigaspiller" blev indtaget i  massevis, helt op til 16 på en dag, en dosis, som Morell ikke havde ordineret, men som Hitler selv indtog. Situationen var vanskelig for Morell, for en af de læger, der konstant vogtede på ham, havde sagt, at Hitlers rysten kunne skyldes strykninforgiftning, og omtalte piller indeholdt stryknin, men kun i yderst ringe mængde i.h.t. deklarationen og ligeledes ved efterfølgende analyse.
Mange afføringsmidler og lavementer kom i anvendelse. Hitler mestrede at give sig selv lavement med kamillete.
Der blev jævnligt sendt afføringsprøver, som på et tidspunkt indeholdt en colibakterie med lav evne til forbrænde sukker. Dette tolkedes som patologisk, og behandling påbegyndtes med Mutaflor®, nogle kapsler med indtørret afføring fra rumænske bønder. To ugers behandling, og floraen var normaliseret. Denne kur blev gentaget mange gange.
Røntgen af bughulen blev foretaget en enkelt gang og var normal.

Endokrinologi
Dr. Morell foretog jævnligt urinundersøgelse, som altid var normal - ligeledes blodsukker.
Man havde en analyse, som på én gang skulle give oplysning om alle kirtler, men som i virkeligheden kun var signifikant ved meget svære forstyrrelser. Hitler havde lave værdier for testes og prostata og fik naturligt nok sådanne kirtelekstrakter sprøjtet ind i musklerne.
Den eviggrønne påstand, at Adolf Hitler kun havde én testikel, kan ikke underbygges gennem Morells journalnotater.

Medikamenterne
Det drejer sig om mere end 90 forskellige præparater, hvoraf spasmolytika, vitaminpræparater, glukose, kirtelekstrakter, sovemidler og morfika udgør en stor del.
Se appendix (tysk)