Gentofteulykken 1897


Man kendte jo fra gammel tid til skibsforlis, men de foregår ofte langt fra land. Alle ombordværende er ramt, og eventuelle vidner kommer først til senere. Gentofteulykken vakte stor bestyrtelse i samtiden som altid, når teknologien tager magten fra mennesket, der har skabt den til sit velbehag. SYV ÅR SENERE På vej fra København til New York i 1904 sank S/S Norge på billedet med 800 passagerer 500 km vest for Hebriderne efter at have ramt et frygtet klippeskær. 600 omkom. Det blev ikke nær så omtalt som Gentofteulykken eller senere Titanics forlis. Der var overvejende polsk-jødiske emigranter om bord, ingen rige eller berømtheder. Der var alt for få redningsbåde.	Gentofteulykken 1897 Sceneriet er fra ca. 1900. Jernbanemuseet, Odense	DANMARKS ALVORLIGSTE TOGULYKKE En af de dengang så populære halvåbne 'skovvogne'. Der var dygtige togkonstruktører i landet og en driftig industri omkring jernbanedriften, som for alvor hjalp industrialiseringen på vej. Jernbanenettet var under hastig udbygning og nåede sit maksimum omkring 1925. Kriseterapi var naturligvis ukendt. Foruden de døde og lemlæstede var der også spørgsmålet om transporten af de meget let skadede og uskadte. Kun med tog kunne man befordre så mange mennesker, og det blev da også arrangeret ud på natten. Men der var ikke plads til alle, så for nogle blev afslutningen på en rystende oplevelse, at de måtte gå fra Gentofte ind til København (12 km) ! Det var et frygteligt syn, der mødte redningsmandskabet, og i aviserne skortede det ikke på udpenslede beskrivelser af de dødes og såredes udseende.
	Det var søndag den 11. juli 1897 kl. 23. Danmark havde haft jernbane i 50 år. Man havde ikke oplevet store ulykker, men maskinkraften og hastigheden var øget, siden H.C. Andersen begejstret havde prøvet København-Roskilde banen. Det havde været en stor udflugtsdag for københavnerne, og på Gentofte Station holdt et forsinket tog med bl.a. et stort selskab fra Magasin du Nord siddende i åbne, såkaldte skovvogne, bagest i toget, som havde i alt atten vogne. Men nordfra nærmede toget fra Helsingør sig, for dengang gik turen over Hillerød-Gentofte. Herman Bang var dengang journalist. Klokken tre blev han vækket af en ung reporter fra avisen, som kom fra stationen, men var så chokeret, at han ikke var i stand til at skrive et ord, hvilket Bang så i stedet gjorde efter hans beretning. Lokomotivføreren havde overset et stopsignal, nødbremsen havde svigtet, og katastrofen var uundgåelig: Helsingørtoget pløjede ind i de fem bageste vogne og skubbede hele toget 80 m fremad. 36 personer døde på ulykkesstedet, seks senere hen, og der var ca. 150 kvæstede, som fik behandling. Der blev telegraferet fra stationen efter datidens civile beredskab, der var lig det militære, nemlig læger, sygepassere og soldater. Fra de to nærmeste kaserner blev der udsendt såkaldte pionerer - i løb. Fra omegnen og Lyngby rekvirerede man flest muligt læger, og de blev placeret i tenderen (kulvognen) til et lokomotiv og sendt af sted mod Gentofte. Nogle havde deres hustruer med, og i de senere avisreferater blev det fremhævet som tegn på stor offervilje, at de frivilligt havde svinet deres fine kjoler til. Triagen foregik ved at man lagde de døde på perronen, koblede de ødelagte togvogne fra og gjorde resten af toget klar til transport mod Lyngby Sygehus, mod Kommunehospitalet og Sct. Joseph Hospital i København. Der blev anbragt en soldat og lagt to skadede i hver kupé. Inden afgangen havde nogle skadede formået lokomotivføreren til at køre langsomt, for at deres knoglebrud ikke skulle gøre for ondt. En varm sommeraften og blodtab må have udløst en enorm tørst. På sygehusene havde man fuld bedøvelse og aseptik samt gode kundskaber om behandling af knoglebrud, derimod ingen væskebehandling eller antibiotika. Alt i alt må man beundre redningsindsatsen, hvortil der ikke var store ressourcer. Man brugte, hvad man havde, og brugte det godt. DSBs generaldirektør skrev i Ugeskrift for Læger en tak til alle læger, som havde deltaget i redning og behandling af ofrene for denne, Danmarks alvorligste togulykke.

Webmaster: Jan Kristensen, juni 2006