Veneklapperne var kendt og nøjagtigst beskrevet af Hieronymus Aquapendente i 1574, en af Harveys lærere i Padua. De motu cordis var på 72 sider og blev trykt i Frankfurt.
Harvey brugte illustrationen som den eneste i bogen.

----------------------------

Dengang var Europa en union, hvad angår videnskab. Men man skulle have et rejsebrev udstedt af en konge, fyrste eller et universitet, så der var økonomisk garanti for den studerende.
Rejserne kunne vare fra et til adskillige år.
Man kan næppe forestille sig forestille sig, hvordan det har været at se fremmede lande, høre fremmede sprog og så videre, uden at kunne - som i dag - forberede sig på mange måder.
 

Blodets kredsløb

Englænderen William Harvey, kongelig mediciner og professor i anatomi ved London universitets medicinske fakultets anatomiske afhandling om hjertets og blodets bevægelse hos dyrene. 1628.
 

De corporis humani fabrica havde over 300
illustrationer.

----------------------------------

Ligeledes i 1543 offentliggjorde Kopernikus sin teori om solen som centrum for planeternes bevægelser og ikke jorden, som man siden oldtiden havde troet.


 

Den klassiske oldtids medicin byggede mere på filosofi og logik end på observationer og eksperimenter. De fire elementer ild, vand, jord og luft modsvaredes af de fire legemsvæsker, gul og grøn galde, blod og slim. Som jordens balance beroede på ligevægt, således afhang sundhed af ligevægt i legemsvæskerne.

Galen ca. 130-200 e.Kr. foretog dissektioner, men kun på dyr. Hans konklusioner var tit fejlagtige. Ikke desto mindre blev hans lære den allerhøjeste medicinske autoritet i ca. 1500 år derefter.

Galen mente, at blodet dannedes i leveren, hvorfra det via hulvenen p.g.a. en tiltrækkende kraft førtes til periferien, hvor det blev forbrændt. Til den øvre kropshalvdel løb blodet via øvre hulvene til vævene. På vejen blev afgivet blod til lungernes ernæring gennem højre hjertekammer og lungearterien. I hjerteskillevæggen fandtes usynlige porer, hvorigennem den fineste del af blodet løb til venstre hjertekammer for at blandes med luft, som kom fra lun-gerne gennem lungevenerne. Blandingen kaldtes spiritus vitalis.

Belgieren Andreas Vesalius havde i 1543 i lægeviden-skabens højborg, Padua, udgivet De corporis humani fabrica (Om menneskelegemets værksted). Deri gav han en  makroanatomisk beskrivelse, som peger frem imod nutidens opfattelse. Han fandt (heller) ikke porer i hjerte-skillevæggen og benægtede deres eksistens. Det grænsede til kætteri, og Vesalius fandt det klogest at praktiserede i stedet for at forske.

Også William Harvey (1578-1657) studerede medicin i Padua. Tilbage i London blev han kongelig livlæge, begyndte at undervise og docerede den ny kredsløbsteori, inden han først flere år senere eksperimenterede med mange forskellige dyr. Hjertet er en pumpe og ikke som hos Galen en varmegenerator. Systolen og ikke diastolen er hjertets aktive fase. Blodet pumpes gennem arterierne til vævene, hvorfra det vender tilbage til hjertet gennem venerne.

Nogle af Harveys argumenter:
1. Ud fra skøn over hjerteminutvolumen fandt han det  umuligt, at så meget blod kunne dannes i leveren (7200 l/døgn).
2. Hvis man lægger kompression på en arm, svulmer venerne op perifert for bindet. Man kan "tømme" venerne ved at stryge centralt, for veneklapperne forhindrer blodet i at løbe tilbage. Hjerteklapperne har principielt samme funktion.
3. Et udtaget dyrehjerte fortsætter at slå en kort tid. Til sidst slår det langsomt, og nu kan man ved punktur af venstre hjertekammer se, at blodet strømmer ud i systolen.

Den nye lære slog ganske godt an i tidens medicinske miljø, men i klinikken overlevede galensk tankegang ca. 250 år efter Harvey.

Der manglede et led i Harveys teori: Forbindelsen mellem arterier og vener ?
Kapillærerne blev beskrevet af Marcello Malphigi i 1661.
Dermed kom den nye kredsløbslære til at hænge sammen.
 

 Webmaster: Jan Kristensen, april 2006