En af danmarkshistoriens sorteste dage. Den danske flåde drager ud - med engelsk besætning

Kort baggrund
Napoleonskrigene rasede i Europa, og Danmark havde haft dygtighed og held til at holde sig neutralt.  Men presset voksede, idet Frankrig havde mistet en stor del af sin flåde ved Trafalgar, og fordi englænderne korrekt anede en forståelse mellem Rusland og Frankrig vendt mod England. Kunne det tænkes, at Napoleon ville tage den danske flåde ?
2. august gik englænderne i land i Vedbæk og Køge, og i den følgende måned strammede de grebet om København med krav om at få udleveret flåden 'som pant'.
Det meste af landhæren stod i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, så englænderne var overlegne i mandskab og materiel i forholdet 2:1.
Congreve's raketter havde en rækkevidde på 2,7 km og vejde 14,5 kg. De kunne enten monteres med modhager og brandbombe eller med en sprængladning.

Denne smukke håndprotese blev givet til en særlig modig borger, hvis dåd kom kongen for øre.

Den normale tildeling var en krog.

Mindet om katastrofen kan kun dulmes med bevidstheden om, at perioden også var begyndelsen til guldalderen og romantikken.

Det er en periode, jeg gerne beskæftiger mig med, og jeg er helt sikker på, at jeg på dette punkt ikke er alene.

Redningsindsatsen
ved
Københavns Bombardement
1807

I 200- året for Københavns bombardement er det i denne sektion naturligt at rette opmærksomheden mod evakuering, redning og behandling af de mange sårede og døde under en af danmarkshistoriens mest markante begivenheder.

Søkvæsthuset
der som flådens hospital var taget i brug i 1754 var to dage inden englændernes landgang udset til at være hovedlasaret ved et angreb på København. Der skulle kunne modtages 800 sårede, og de næste 200 skulle til et nødhospital i Nyboder.
Det var et ganske højt antal til byens 100.000 indbyggere.

Det civile Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade havde 300 sengepladser.


Sundhedskollegiet var dannet i 1803, og her var en virkelig opgave.

Kirurgisk ledelse gaves til søetatens læger, Falckenthal og Herholdt.
Der blev udstukket retningslinjer for rekruttering af kirurger, for deres fremmøde, når alarmtrommerne gik samt deres aflønning.
F.C. Winsløw skulle bestyre lasaretterne.

Søkvæsthuset, som det ser ud fra bagsiden i dag.

Pudsigt nok boede den berømte skuespillerinde Johanne Louise Heiberg (f. Pätges) i nogle år i en lejlighed her.

 

Johan Daniel Herholdt (1754-1829) fortjener særlig omtale, idet han er blandt de største skikkelser i dansk medicin i perioden 1800-50.
Han havde mange forskellige interesser, men særlig relevant for denne truende katastrofe var hans indsats under Slaget på Reden 1801, da han amputerede så mange lemmer, at hans knive blev sløve. Han skaffede barberknive, viklede gaze om 'knæet' på dem og brugte dem som amputationsknive.
Også genoplivning efter drukning havde han interesseret sig for og havde i 1796 anvist metoder til intubation og trachestomi.

En såret bringes i land fra en træfning mellem danske kanonbåde og engelske krigsskibe 23. august, da man prøvede at holde de engelske skibe på afstand.

Inden bombardementet var tabene forholdsvis små.
Det kendte udfald fra Classens Have var en undtagelse med 28 faldne.

Båren virker lidt kort, men er ellers meget illustrativ.
 

Helvedet bryder løs 2. september om aftenen
Da bombardementet gik i gang, blev der hurtigt travlt på Søkvæsthuset og de andre, mindre lasaretter.
Der findes ganske grundige statistikker over døde og sårede, men de er udfærdiget ud fra en militær synsvinkel.

Der er ikke foretaget journalføring over de enkelte patienter, og derfor har vi et ufuldstændigt billede af skadesmekanismerne. Kun fra reservelasarettet i Vaisenhuset oplyses der om et stort antal kvinder og børn, af hvilke hovedparten er ramt af granatfragmenter.  Det kunne man ikke værge sig imod. Ildløs var man derimod mere vant til af forholde sig til, og et stort antal brandraketter blev uskadeliggjort af civilbefolkningen.

På sygehuse, nødlasaretter og forbindsstuer blev læsionerne behandlet med fjernelse af dødt væv og forbinding, hvorefter man afventede betændelsen (suppurationen) og håbede på at overleve en eventuel sårfeber (sepsis).
Nogle udviklede stikrampe og døde en frygtelig død af sår, som de ellers ville have overlevet.

Man må tro, at kvinder og børn især har opholdt sig hjemme, medens mændene i højere grad har været beskæftiget med forsvar og redning udendørs, hvor man kunne høre raketterne komme og måske søge dækning.

Senere blev antallet af døde opgjort til 1.028 i 'Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn'.

Flere billeder fra perioden

Døde og sårede