|
Fagligt
Som tilrejsende
speciallæge skal man jo formidle en kompetence, som ikke findes på det
sygehus, som man gæster. Inden for narkosespecialet er arbejdsgangene
fastlagt af fælles uddannelse, sammenligneligt apparatur og ikke mindst
fælles tradition.
Jeg har under
tjenesterne borte fra hovedarbejddstedet aldrig oplevet, at behandlingen
af og omsorgen for den enkelte patient lod noget tilbage at ønske, som kunne henføres til sygehusets størrelse.
Operationspatienterne har været vel udvalgt, og jeg har for eget
vedkommende ikke kunnet pege på hændelser, som ville have været bedre håndteret
på et stort sygehus.
Pskykologi og
lokalpatriotisme
På udetjeneste har jeg ofte følt mig betragtet som repræsentant for det
store sygehus - som nogen opfatter vil opsluge det lille, altså et
skræmmebillede for det lille samfund, dets sygehus og den dermed følgende
beskæftigelse og tryghed.
Mit forsvar var som regel at fremhæve den afstand, der er fra mig og til
de endelige beslutningstagere. Om det virkede, ved jeg faktisk ikke.
|
Udetjenester at mindes
Indledning
Ved udetjenste forstås, at typisk en speciallæge betjener en
sygehusenhed, der ikke er identisk med hovedarbejdsstedet. I en udetjeneste
indgår altså:
1. Udrejse
2. Ofte ret kort arbejdsdag med spisepause
3. Hjemrejse
Den tilrejsende speciallæge vil ofte ankomme til en mindre institution, hvor der
hersker en anden stemning og ideologi, end lægen kender 'derhjemmefra'. Foruden det faglige arbejde er personalet
på det lille sted ofte vældig interesseret i at høre nyt fra den
større by og dens sygehus.
Som relativt ung specialist kan man måske have den opfattelse, at ens rette
plads er på det større sygehus, men ved at tænke tilbage har jeg opdaget, at
oplevelserne på de mindre sygehuse har fæstnet sig dybt.
Jeg skal derfor forsøge at gengive nogle af disse stemninger og oplevelser.
Finseninstituttet
Det var min anden ansættelse som uddannet læge, og til det to
måneders vikariat havde der været elleve ansøgere, så det var en stor ære at få
lov at arbejde på den afdeling, Henning Ruben have forladt kort tid forinden for
at drage til det nyåbnede Hvidovre Hospital.
Under Julie Knudsens, Hans Henriksens og fru Buchwalds (narkosesygeplejerske)
kyndige vejledning blev jeg indført i bedøvevidenskaben oog -kunsten.
Det drejede sig ikke om nogen rigtig udetjenste, for der var to
operationsafdelinger (A, organkirurgi og B, plastikkirurgi) og på den anden side
af gaden Radiumstationen, hvor den første opgave bestod i at give en dreng på to
år med en ondartet muskelsvulst bedøvelsesmidlet halotan som inhalation, så han
faldt i søvn og dernæst blev lagt ind i strålekanonen. Man kunne gennem ruden
netop se hans brystkasse bevæge sig, men ellers var der ingen overvågning. Han
skulle have 25 behandlinger.
Langt mere hyppig var gynækologisk undersøgelse i narkose for livmoderhalskræft
og oplægning af radiumstave. Der var 5-6 kvinder på en formiddag, og
fornemmelsen af at stå alene med det store ansvar var på en måde skræmmende, men
efterhånden også konsolidrende for ens opfattelse af sig selv som fagperson.
Af faglige og menneskelige grunde burde jeg være blevet på Finsen længere end de
syv måneder, det blev, men der var hjemmevagt og dermed en ret lav månedsløn, så
da jeg blev tilbudt seks måneder på en dialyseafdeling med meget mere vagt, tog
jeg imod, for vi boede trangt og ville gerne spare sammen til en ejerlejlighed.
Spangsbjerg
Næsten ti år senere i 1985 var jeg havnet i Esbjerg, men
havde ikke nogen formaliseret videreuddannelse, ej heller nogen udsigt til at
erhverve den i Danmark. Ti måneder senere var jeg på vej til Dalarna, Sverige,
efter inspiration af Mogens Djernes, men inden det kom så vidt, fik jeg prrøvet
en udetjeneste på det psykiatriske Spangsbjerg Hospital. Tjenesten lå om
morgenen efter vagt, et udtryk for sygehusets evne til at få det maksimale ud af
yngre læger. Der var dog også en frisk narkosesygeplejerske med i taxien, når vi
drog af sted for at bedøve til elektrochokbehandling.
Säters Sjukhus
De to år med fast bopæl i de naturskønne Dalarna 300 km nordvest for
Stockholm blev fagligt og familiemæssigt en frugtbar tid.
Falu lasarett svarede ikke til den danske opfattelse af ordet, for
hovedbygningen er 14 etager høj, og der var 900 patienter.
70 km syd for Falun
ligger det psykiatriske Säters sjukhus i skovens ro og ensomhed. Her skulle der
også gives elektrochok, og da man forventedes at møde der kl. 8, skulle man pænt
tidligt op.
Min hustru var med, når vejret var godt. Hun købte en bolle i sygehusets kiosk,
spiste den udenfor og mødte her flere yngre psykiatriske patienter, der, når de
hørte hendes danske tungemål, alle som en begyndte at tale om
Roskildefestivalen.
Säters Sjukhus blev opført i
1912, og luftftoet er fra 1930erne.
Indenfor ventede en ældre, særpræget psykiater, som straks ved min ankomst med
et akavet, men åbenbart sikket håndgreb anlagde en kanyle i patientens arm og
umiddelbart injicerede sovemidlet Brietal (methohexital) 1 mg/kg, hvorefter jeg fik lov at
give det muskelafslappende middel suxametonium samt selvfølgelig give patienten
luft med maske og pose. Der var aldrig mere end én patient (ikke den samme), så
behandlingen kan ikke have været brugt ret meget.
Der var herefter arrangeret kaffe med smørrebrød, og ved hver lejlighed havde
psykiateren udvalgt et kapitel om Danmark, som han ville diskutere: Landets
efter hans mening mangel på alkoholpolitik, Danmark under besættelsen. Det
varede vel en halv time, inden jeg kunne gå ud til min hustru og køre tilbage.
Brædstrup
Skæbnens luner bevirkede, at jeg i 1990 befandt jeg mig i Horsens og havde
her tre velisgnede år, som bl.a. kom til at indebære mit første bekendtskab med
sammedsagskirurgi, idet narkoseafdelingen blev lagt sammen med den i Brædstrup
ca. 22 km væk i retning af Silkeborg.
Oftest brugte jeg rutebilen fud og tilbage til Horsens. Den kirurgiske
lægebetjening bestod af speciallæger fra Horsens samt to lidt ældre kirurger fra
det oprindelige Brædstrup Sygehus. Åreknuder, brok og kikkertundersøgelser af
knæet udgjorde en betragtelig del af operationerne i den første fase. Senere
tilkom mindre gynækologiske indgreb, og efter min tid er matriklen i Brædstrup
har det udviklet sig til en succeshistorie med sammedagskirurgi kombineret med
fertilitets- og andre speciallægeklinikker.
Bedøvelserne var standardiseret efter tidens normer og bestod af
spinalbedøvelser og fuld narkose.
Det samlede personale var altså sammenbragt fra forskellige miljøer, og
samarbejdet konsolidredes gennem tiden, jo bedre rutinerne blev indarbejdet.
I sommeren 1992 besluttede jeg mig til at blive i Brædstrup i en uge og bo i en
gammel vagtlejlighed. Eftermiddagene gik med cykel- og løbeture i den smukke
natur, og om aftenen fulgte jeg to af Danmarks kampe ved EM.
Efter min tid er matriklen i Brædstrup har det udviklet
sig til en succeshistorie med sammedagskirurgi kombineret med fertilitets- og
andre speciallægeklinikker.
Stege
I tiden op til 1. verdenskrig fortsatte udbygningen af sygehusvæsnet i
Danmark, også i Stege på Møn, hvor det lille sygehus åbnede i 1912.
I 1994 foretog jeg som ansat ved Næstved Sygehus 7-8 ture dertil, og de 55 km
blev tilbageliagt i taxi, som man egentlig var godt mættet med, når man om
eftermiddagen kom tilbage.
Afdelingssygeplejersken ved narkosen var fru Houmøller, som havde udnyttet tiden
inden narkoselægens ankomst til at bedøve tre patienter til kikkertundersøgelse
af blæren. Hun brugte en blanding af sovemidlet Dormcium og det morfinlignende
stof Rapifen og overdrev vist ikke brugen af elektronisk overvågning.
Velkomstreplikken lød: "Det er godt, du kommer, for jeg er færdig med mine. Det
var et ret blandet repertoire af operationer, som blev foretaget af
sygehuslæger, af hvilke de var to typer: et par meget magre og et par meget
trinde. Det gav nogle problemer med at finde passende tøj, men ellers var der
ikke mange problemer. Fru Houmøller vidste præcis, hvornår narkoselægen skulle
være på hvilken stue og hvad han skulle foretage sig.
Alt var dog ikke uden torne, for mellem kirurgerne i Næstved og overlægen i
Stege gerådede en uoverensstemmelse om de noget større tarmoperationer, som
næstvedfolkene mente hørte til på det store sygehus. En dag spurgte overlægen i
Stege om jeg havde noget imod at bedøve til en fjernelse af endetarmen hos en
92-årig mand. Det havde jeg for så vidt ikke, så jeg bad om at se ham på
operationsafdelingen, hvor han fik smertebehandlingskateter og et central
venekateter. Patienten måtte betegnes som aldersomssvækket, men med normal
funktion af hjerte og lunger. På operationsdagen var der fuld koncentration på
stuen, og operationen fik et absolut tilfredsstillende forløb. Patienten fik
imidlertid hjerneblødning to dage senere og døde stilfærdigt. Dagen efter gik
jeg til bekendelse over for den administrerende overlæge i Næstved, og han havde
såmænd også kun et skuldertræk til overs for forløbet, der jo for så vidt heller
ikke kunne kritiseres.
Del af bannerreklame for Privathospitalet Møn, som opererer i Stege i dag.
Næstved Sygehus var et mellemspil mellem en periode som vikar for og senere
fast ansat overlæge ved Svendborg Sygehus, en periode der i dag har engageret en
fjerdel af mit liv.
Ærøskøbing
Fra Svendborg går der færge til Ærøskøbing, og sygehuset ligger til
minutters gang fra færgelejet. Udetjenesten begyndte med afgang kl. 7.30, og
1:15 senere stod man i havnen efter at have brugt det meste af rejsegodtgørelsen
på kr. 85.- på morgenmad.
Som dengang i Stege var den første del af arbejdsdagen afstemt efter
narkoselægens ankomst. Der var reserveret garderobeplads, og således havde alt
sin mening og sin gang på sygehuset.
Første tjenestepligt var altid at anlægge en rygmarvbedøvelse med henblik på
prostataoperation på en af øens ældre borgere. Denne procedure kræver meget få
hjælpemidler, men man sparede yderligere ved ikke at bruge sterile bakker eller
lignende til kanyle, etc., men anvendte det indre sterile lag på indpaknigen fra
de handsker, som narkoselægen just havde iført sig.
Frokostpakke kunne bestilles i køkkenet, hvor den elskværdige dame, der
residerede derude, gjorde hvad hun kunne for at opfylde individuelle
ønsker.
Udetjenesten til Ærøskøbing ophørte, da der kom en sygehuslæge
med baggrund som uddannet narkoselæge. Sammenfattende
Min hverdag er hovedsagelig foregået på mellemstore
operationsafdelinger med masser af uddannet personale og kolleger omkring.
Derfor står udetjenesterne i en særlig glans i erindringen, og det har
altid været en tilfredsstillelse at opleve, hvordan et udmærket samarbejde
med narkosesygeplejersker og andre næsten altid har kunnet etableres, selv
om man ikke kendte hinanden i forvejen.
Med nedlæggelsen af flere og flere mindre sygehuse vil dette fænomen så
godt som forsvinde, og narkoselægerne vil arbejde i grupper à ikke under
25 personer.
|