2. sa 1967

I Hans Scherfigs roman
Det forsømte Foraar, til hvilket værk vi selvfølgelig ofte refererede, lader forfatteren de ved 25 års studenterjubilæet forsamlede gamle drenge fremkomme med nogle gevaldigt positive erindringsforskydninger og lovprise det helvede, mange af dem gennemlevede det kvarte sekel tidligere.

Jeg vil prøve ikke at svinge mig så højt, for jeg skal ærlig indrømme, at tiden i den sorte latinskole var barsk og ikke nødvendigvis den bedste ungdomsoplevelse, man kunne tænke sig.
Schneekloths Skole var noget for sig selv; den hang ikke sammen med samfundet udenfor.

Først på universitetet kom der atter mening i tingene, og for en scnheeklothianer ganske god mening, for var der noget, der ikke var sparet på, var det indlæring.

Der var kun drenge på skolen, men helt uden kontakt til kvindekønnet var jeg dog ikke. Tre ungmøer på samme alder og nogenlunde svarende til én for hver gymnasieklasse. Et af bekendtskaberne var en ringforlovelse(!).

Caverna spiritus (åndens hule) var den gamle gymnasieforening, der bl.a. afholdt tre årlige fester, hvortil piger havde gratis adgang - hvis de kom uden herreledsagelse. Var regimet stramt i daglig-dagen, var der her så godt som ingen restriktioner.
En schneeklothianer skulle smage mosten og tåle den. Min veninde lokkede mig til at ryge ved et sådant orgie. Der var en vis mandig råhed på Skolen, som vist smittede en smule af og ikke altid faldt bekvemt i mit senere  liv.


Statsgymnasiet Schneekloths Skole


Vi havde fået fjernsyn i begyndelsen af 1957, og noget af det første sport på skærmen, jeg kan huske, var håndbold. Det var landskamp mod svenskerne, der som noget usædvanligt i den idrætsgren bag lange strømper. En eller flere af de danske spillere kom fra Schneekloth, og jeg fandt senere ud af, at det var en klub i 1. division.

Så tænkte jeg ikke mere over det, før i 1964, da man skulle vælge gymnasium, hvis man hørte til de dengang 12% af en årgang, som skulle den vej. Jeg havde indtryk af, at valget af nysproglig gren beroede på min fysiklærers mening. Måske havde han ikke ret, men udsigten til at dyrke mere latin og engelsk var mig egentlig ret behagelig.

Jeg vidste nu så meget, at Schneekloths Skole lå på Værnedamsvej og var en ren drengeskole, så der skulle jeg ikke gå. På Enghave Plads Skole havde jeg kun gået sammen med piger i to ud af de ni år, men det får man naturligvis smag for i den alder. Men ak, systemet var vist ikke gearet til at tage imod gymnasiasterne, der var få sammenlignet med i dag, men mange sammenlignet med årene inden, så der kunne kun være tale om netop Schneekloth. Sikken en nedtur!
Den sidste sommerferie inden starten i august 1965 arbejdede jeg som bud for for den driftige skomager Carlsson, der spurgte mig, om det var en friplads, jeg havde fået. Han gik altså ud fra, at man skulle betale, hvad man jo ikke skulle. Jeg skal i dag gerne indrømme, at bevidstheden om at høre til dem, der måske ikke ville have gået der under et betalingssystem, til tider fik mig til at give den en ekstra skalle med lektierne.

Starten var forfærdelig. Her var helt anderledes end i den trods alt ganske frisindede og fremadrettede folkeskole. I løbet af et par dage blev jeg præsenteret for lærere (alle mænd), hvis type jeg simpelthen ikke vidste eksisterede. Skolen var ved en knap så skånsom byplanlægning kommet til at ligge i en baggård, og den var ikke så godt vedligeholdt, som jeg var vant til.
1. sa kom jeg i, og ca. halvdelen af drengene havde gået i 1. og 2. real der inden, så de kendte lærerne, deres repertoire og stil på forhånd.

Nogle kom så langvejs fra som Birkerød og Store Magleby, nogle havde fædre der var kendt skuespiller, ingeniør, major, jurist, etc. Jeg må herom understrege, at jeg ikke på noget tidspunkt i de tre år følte, at der blev taget hensyn til byrd. På Schneekloth gjaldt kun præstationen: i klassen, med lektierne, ved terminsprøve og eksamen - samt på håndboldbanen.

Det blev lange skoledage med ca. 22 sprogtimer, matematik, historie, oldtidskundskab, geografi og gymnastik.

Engelsk blev et af yndlingsfagene, nok for de fleste, for engelsk var i fremmarch, inden for popmusik og i samfundet som helhed. Arne Bruun var selv en britisk, flegmatisk type, der som næsten alle lærere på Schneekloth var ambitiøs på elevernes vegne.
Jeg blev da også helt overbevist om, at jeg ville studere dette fag efter studentereksamen.

Latin blev doceret med ildhu af Axel Jensen, om hvis private livsførelse der gik mange legender. Han var tavs, men ikke lugtfri herom, og bortset fra selve latinen brugte han næsten kun tid på udviklingen over i fransk og påvirkningen fra græsk. Han var klart antisocialist, men gav ellers ikke meget fra sig. Hans undervisningsenergi gav sig også udtryk i et stort forbrug af fotokopier, noget relativt nyt, hvortil han knyttede det selvopfundne verbum at 'xeroxere', der dog som bekendt aldrig vandt hævd.
Endnu nyere var det at lade eleverne gå op til ekstemporaleksamen i netop dette fag. Det gik nu godt for langt de fleste, men vi har garanteret også gennempløjet flere latinske tekster end egentlig foreskrevet i den officielle pensumliste.

Tysk var Meinhard Gundolfs domæne, trods navnet pæredansk, evigt cigarrygende, vistnok lidt tunghør og lidt tung i sine undervisningsmetoder. Men alle fejl blev omhyggeligt rettet, og man nåede et ganske pænt niveau, som bl.a. kunne udnyttes på lejrskolen til Hamburg, hvor jeg også fik en tysk 'Brieffreundin'. Det blev ved skriveriet. Jeg så hende kun den ene gang.
Men Gundolf så man igen og igen, for han var nemlig rektor, og skulle til sidst sætte studenterhuen på lømlernes hoveder, hvad den lille mand da også lige netop kunne række op til.

Fransk var egentlig det vanskeligste sprog, måske fordi man først begyndte på det i gymnasiet. Arne Kongshøj var en festlig fætter, som ikke forpassede nogen chance for at lave sproglige jokes. I 2.g havde vi fransk om lørdagen ved middagstid, da sirenerne blev afprøvet. Han sagde: 'Tolstoi', og de næste uendelig mange uger skulle en elev så nævne en russisk forfatter, når sirenen lød, til sidst navne, som ingen nogen sinde havde hørt.

Dansk blev med dr. phil. K.F. Plesner, en superlitterat af sin tid, hvis små bøger om hans yndling, Voltaire, stadig kan findes i antikvariater. Jeg må ærligt tilstå, at min lyst til litteratur ikke blev stimuleret af hans undervisning, som var for gammelmandspræget, hvormed jeg mener, at man med årene kan komme til at flytte sit fokus fra det egentlige, elevernes stof til f.eks. ydre omstændigheder ved forfatterens liv, så som økonomi, kærlighedsliv og andet, som man alligevel skal have en vis livserfaring for at leve sig ind i. Han døde pludselig tre måneder inden studentereksamen, og der blev derfor taget med fløjlshandsker på os, idet ingen vist præcist vidste, hvad doktoren havde forelæst.

Historie, oldtidskundskab og religion hørte under Helge Prior, en kyndig, men også noget aldret mand, der gerne indlod sig i ret heftige diskussioner med eleverne, ofte om politiske emner. Vores Jehovamand, Karl Ken kunne fritages for religion og var det, men ikke for historie, og her kommer jo meget ofte religiøse emner ind, så de to rigtig kunne ryge i totterne på hinanden. Sikken underholdning! Som beskrevet andetsteds var ingen af emneområderne blandt mine favoritter dengang.

Matematik blev udlært efter et tåbeligt system, hvor man kun havde teorien, men aldrig brugte den til beregninger. Hr. Møller-Nielsen var elskværdigheden selv og blandt de vellidte lærere.

Geografi med hr. Høvring, der var en dionysisk indstillet kunstkender, endte i ren katastrofe ved afsluttende eksamen i faget efter 2.g. De fleste i den ellers gode klasse fik deres laveste karakter her, og gennemsnittet for alle blev 5,5 - en ren skandale og ydmygelse. Én måtte gå klassen om, alene på grund af det nul, han fik den dag. Stakkels John! Han græd i skolegården bagefter.

Gymnastik hed det dengang, og det må fremhæves, at tre idrætsforeninger er udgået fra Skolen: omtalte håndboldklub, Frederiksberg Skøjteløberforening og kricketklubben Svanholm.
Aktiviteten er beskrevet under Sport og Spil.

Musik blev der ikke givet karakter i, så man kan gætte sig til seriøsiteten hos de hårdt prøvede gymnasiaster. Men sanglæreren, Rabinowitch, satte Max Frischs 'Andorra' op med kvindelig assistance fra Marie Kruses Skole, der lå klos op ad Schneekloth, og det var da spændende at prøve.
Der var ellers musik nok i tiden, f.eks. udkom halvdelen af Beatles' titler i min gymnasietid.
Skolen blev udgangspunkt for The Maniacs, som vandt DM i pigtrådsmusik og delvis fortsatte som Burnin' Red Ivanhoe.
 

Webmaster: Jan Kristensen