|
|
I Hans Scherfigs roman Jeg vil prøve ikke at svinge mig så
højt, for jeg skal ærlig indrømme, at tiden i den sorte latinskole var
barsk og ikke nødvendigvis den bedste ungdomsoplevelse, man kunne tænke
sig. Der var kun drenge på skolen, men helt uden kontakt til kvindekønnet var jeg dog ikke. Tre ungmøer på samme alder og nogenlunde svarende til én for hver gymnasieklasse. Et af bekendtskaberne var en ringforlovelse(!). Caverna spiritus (åndens hule) var
den gamle gymnasieforening, der bl.a. afholdt tre årlige fester, hvortil
piger havde gratis adgang - hvis de kom uden herreledsagelse. Var regimet
stramt i daglig-dagen, var der her så godt som ingen restriktioner. |
|
Så tænkte jeg ikke mere over det, før i 1964, da man skulle vælge gymnasium, hvis man hørte til de dengang 12% af en årgang, som skulle den vej. Jeg havde indtryk af, at valget af nysproglig gren beroede på min fysiklærers mening. Måske havde han ikke ret, men udsigten til at dyrke mere latin og engelsk var mig egentlig ret behagelig.
Jeg vidste nu så meget, at Schneekloths Skole lå på Værnedamsvej og var en
ren drengeskole, så der skulle jeg ikke gå. På Enghave Plads Skole havde
jeg kun gået sammen med piger i to ud af de ni år, men det får man
naturligvis smag for i den alder. Men ak, systemet var vist ikke gearet
til at tage imod gymnasiasterne, der var få sammenlignet med i dag, men
mange sammenlignet med årene inden, så der kunne kun være tale om netop
Schneekloth. Sikken en nedtur!
Starten var forfærdelig. Her var helt anderledes end i den trods alt
ganske frisindede og fremadrettede folkeskole. I løbet af et par dage blev
jeg præsenteret for lærere (alle mænd), hvis type jeg simpelthen ikke
vidste eksisterede. Skolen var ved en knap så skånsom byplanlægning kommet
til at ligge i en baggård, og den var ikke så godt vedligeholdt, som jeg
var vant til. Nogle kom så langvejs fra som Birkerød og Store Magleby, nogle havde fædre der var kendt skuespiller, ingeniør, major, jurist, etc. Jeg må herom understrege, at jeg ikke på noget tidspunkt i de tre år følte, at der blev taget hensyn til byrd. På Schneekloth gjaldt kun præstationen: i klassen, med lektierne, ved terminsprøve og eksamen - samt på håndboldbanen.
Det blev lange skoledage med ca. 22 sprogtimer, matematik, historie,
oldtidskundskab, geografi og gymnastik.
Latin blev doceret med ildhu af Axel Jensen, om hvis private
livsførelse der gik mange legender. Han var tavs, men ikke lugtfri herom,
og bortset fra selve latinen brugte han næsten kun tid på udviklingen over
i fransk og påvirkningen fra græsk. Han var klart antisocialist, men gav
ellers ikke meget fra sig. Hans undervisningsenergi gav sig også udtryk i
et stort forbrug af fotokopier, noget relativt nyt, hvortil han knyttede
det selvopfundne verbum at 'xeroxere', der dog som bekendt aldrig vandt
hævd.
Tysk var Meinhard Gundolfs domæne, trods navnet pæredansk, evigt
cigarrygende, vistnok lidt tunghør og lidt tung i sine
undervisningsmetoder. Men alle fejl blev omhyggeligt rettet, og man nåede
et ganske pænt niveau, som bl.a. kunne udnyttes på lejrskolen til Hamburg,
hvor jeg også fik en tysk 'Brieffreundin'. Det blev ved skriveriet. Jeg så
hende kun den ene gang. Fransk var egentlig det vanskeligste sprog, måske fordi man først begyndte på det i gymnasiet. Arne Kongshøj var en festlig fætter, som ikke forpassede nogen chance for at lave sproglige jokes. I 2.g havde vi fransk om lørdagen ved middagstid, da sirenerne blev afprøvet. Han sagde: 'Tolstoi', og de næste uendelig mange uger skulle en elev så nævne en russisk forfatter, når sirenen lød, til sidst navne, som ingen nogen sinde havde hørt. Dansk blev med dr. phil. K.F. Plesner, en superlitterat af sin tid, hvis små bøger om hans yndling, Voltaire, stadig kan findes i antikvariater. Jeg må ærligt tilstå, at min lyst til litteratur ikke blev stimuleret af hans undervisning, som var for gammelmandspræget, hvormed jeg mener, at man med årene kan komme til at flytte sit fokus fra det egentlige, elevernes stof til f.eks. ydre omstændigheder ved forfatterens liv, så som økonomi, kærlighedsliv og andet, som man alligevel skal have en vis livserfaring for at leve sig ind i. Han døde pludselig tre måneder inden studentereksamen, og der blev derfor taget med fløjlshandsker på os, idet ingen vist præcist vidste, hvad doktoren havde forelæst. Historie, oldtidskundskab og religion hørte under Helge Prior, en kyndig, men også noget aldret mand, der gerne indlod sig i ret heftige diskussioner med eleverne, ofte om politiske emner. Vores Jehovamand, Karl Ken kunne fritages for religion og var det, men ikke for historie, og her kommer jo meget ofte religiøse emner ind, så de to rigtig kunne ryge i totterne på hinanden. Sikken underholdning! Som beskrevet andetsteds var ingen af emneområderne blandt mine favoritter dengang. Matematik blev udlært efter et tåbeligt system, hvor man kun havde teorien, men aldrig brugte den til beregninger. Hr. Møller-Nielsen var elskværdigheden selv og blandt de vellidte lærere. Geografi med hr. Høvring, der var en dionysisk indstillet kunstkender, endte i ren katastrofe ved afsluttende eksamen i faget efter 2.g. De fleste i den ellers gode klasse fik deres laveste karakter her, og gennemsnittet for alle blev 5,5 - en ren skandale og ydmygelse. Én måtte gå klassen om, alene på grund af det nul, han fik den dag. Stakkels John! Han græd i skolegården bagefter.
Gymnastik hed det dengang, og det må fremhæves, at tre
idrætsforeninger er udgået fra Skolen: omtalte håndboldklub, Frederiksberg
Skøjteløberforening og kricketklubben Svanholm.
Musik blev der ikke givet karakter i, så man kan gætte sig til
seriøsiteten hos de hårdt prøvede gymnasiaster. Men sanglæreren,
Rabinowitch, satte Max Frischs 'Andorra' op med kvindelig assistance fra
Marie Kruses Skole, der lå klos op ad Schneekloth, og det var da spændende
at prøve. |
|
Webmaster: Jan Kristensen |