Ville Dr. Gebhardt virkelig ombringe Hitlers rigsarkitekt og
rustningsminister ?
Et decideret mord kunne nok være forøvet på en mere effektiv måde, og
intet var umuligt i Det Tredje Rige.
Han ville helt sikkert gerne have
bragt Speer til Himmler i en kiste, men veg åbenbart tilbage for at begå
udåden selv.
Hvordan gik det de tre læger ?
Karl Gebhardt og Karl Brandt blev begge blev dømt for forbrydelser mod
menneskeheden begået i koncentrationslejrene og henrettet i 1948.
Friedrich Koch blev renset ved en afnazificeringsdomstol.
Albert Speers
dårlige knæ
Blodprop i lungen Den 8. februar 1944 steg Albert Speer efter 20 dage
strengt sengeleje med benet i gips ud af sengen på SS-Lazarett an der
Orthopädischen Heilanstalt in Hohenlychen 100 km nord for Berlin. Straks
efter fik han ondt i brystet og efter et par minutter begyndte Speer at
spytte blod. Han var som belæst ademiker ikke uden medicinsk indsigt og
mistænkte diagnosen blodprop i lungen. Dr. Karl Gebhardt var sygehusets
cheflæge, og han var langt fra enig i den ellers oplagte diagnose, men
masserede i stedet Speers bryst med bigift og lod ham indtage sulfonamid,
kinin og søvnmidler på grund af en påstået 'muskelgigt'.
En sund sjæl... Albert Speer var en af de få af nazismens koryfæer, der dyrkede idræt og
især skiløb, hvilket havde givet ham et vridtraume af det ene knæ. Hhitler
havde igen og igen frarådet ham denne aktivitet, som han selv anså for
helt idiotisk. Speer var voldsomt besværet, ville gerne behandles, men
ikke - som det uden hans vidende blev - af Heinrich Himmlers personlige
ven, Dr. Gebhardt. Doktorens attitude havde også mere været SS-officerens
end den empatiske læges. Speers sygehværelse var meget spartansk, og selv
om Dr. Gebhardt var søgt som knæspecialist af Europas skielite og high
society, havde han været meget lidt åben over for sin højtstående patient
angående diagnose, behandling og fremtid. Blot var benet blevet gipset
ind.
Sygemelding Hvis ikke Speers intelligens alene havde sagt ham det, havde han i sit liv
i Adolf Hitlers nærhed mere end tilstrækkeligt erfaret, hvad det kunne
betyde, når nogen blev 'sygemeldt' af diktatoren. Der var i høj grad fare
på færde, for inden indlæggelsen havde han befundet sig i et spændingsfelt
mellem Hitlers sekretær, snogen Martin Bormann, den livsfarlige SS-fører
Heinrich Himmler og morfinisten Hermann Göring. Sidstnævntes stjerne var
dalende på grund af Luftwaffes mange fiaskoer, og det knagede i
magtstrukturerne i Hitler inderkreds, hvor pladsen som dennes
efterfølger reelt var opnåelig.
Sammensværgelse ?
Albert Speer var nok den mest menneskelige i dette uhyggelige selskab, men
de andre tillagde ham rask væk motiver så nedrige som deres egne, for
yngstemanden Speer havde jo netop opnået en høj position fra rigsarkitekt
til rustningsminister, til tider med misundelsesværdig succes. Da der nu
kom feber, hurtig puls og stærke smerter ved vejrtrækning, kan man ikke
fortænke Speer i at ane uråd og sammensværgelse.
Man forberedte Frau Speer på, at hendes mand kunne dø.
Senere i Spandaufængslet fik han gennem økonomiminister Walter Funk
bekræftet denne mistanke: Dr. Gebhardt, der fulgte Himmler i ét og alt,
havde under et drikkegilde erklæret Speer for en fare for regimet, og at
han derfor burde elimineres.
Men hans hustru foranledigede gennem ægteparrets nære ven, Dr. Karl
Brandt, at medicineren Dr. Friedrich Koch tog til Hohenlychen og overtog
hele behandlingsansvaret.
Speer kom sig, måske p.g.a. sin gode kondition, måske lidt tilsmilet af
heldet.
Dr. Koch kunne efter krigen fortælle Speer, at det havde været mange
konflikter med Dr. Gebhardt, da ved en lejlighed ikke havde lagt skjul på,
at han opfattede sig selv som en 'politisk læge', hvilket den stakkels
patient jo så rigeligt havde erfaret.
Endelig udskrevet
Først den 17. marts kunne Albert Speer forlade det sygehus, hvis cheflæge
nær havde kostet ham livet. Men dermed var trængslerne ikke forbi: Dr.
Gebhardt havde ladet det rygte løbe i forvejen, at Speer led af en
uhelbredelig hjertesygdom, der snart ville føre til hans endeligt. Han
indvendte, at han ingen symptomer havde, at EKG og røntgenundersøgelse af
brystkassen havde været normal. Albert Speer nævner i sin selvbiografi
ikke noget om, hvordan det gik med det dårlige knæ, der havde været årsag
til hele den medicinske misère.
Han blev overflyttet til Hitlers gæstebolig, Schloss Klessheim nær
Salzburg og tog derfra på seks ugers rekreation med hustru og seks børn.
Det kan inæppe undre, at intrigerne imod ham i denne periode blev om
muligt endnu mere indædte.
Når alt kom til alt, havde Hitler og egentlig også de andre i inderkredsen
brug for Albert Speers organisationstalent, for russerne begyndte for
alvor at trykke tyskernes hære tilbage, og værre skulle det blive.
Langsomt genvandt Speer noget af sin gamle position, gik ned med
nationalsocialismen på en 'civiliseret' måde, talte godt for sin sag i
Nürnberg og slap med 20 år i Spandau-fængslet. Han fik aldrig siden
blodprop i lungen, blev 76 år gammel og døde i 1981.