Albertr Speer 1905 - 81

 

Ville Dr. Gebhardt virkelig ombringe Hitlers rigsarkitekt og rustningsminister ?
Et decideret mord kunne nok være forøvet på en mere effektiv måde, og intet var umuligt i Det Tredje Rige.
Han ville helt sikkert gerne have bragt Speer til Himmler i en kiste, men veg åbenbart tilbage for at begå udåden selv.

 

Hvordan gik det de tre læger ?
Karl Gebhardt og Karl Brandt blev begge blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden begået i koncentrationslejrene og henrettet i 1948.
Friedrich Koch blev renset ved en afnazificeringsdomstol.

 

 

 

 

 


Albert Speers dårlige knæ

Blodprop i lungen
Den 8. februar 1944 steg Albert Speer efter 20 dage strengt sengeleje med benet i gips ud af sengen på SS-Lazarett an der Orthopädischen Heilanstalt in Hohenlychen 100 km nord for Berlin. Straks efter fik han ondt i brystet og efter et par minutter begyndte Speer at spytte blod. Han var som belæst ademiker ikke uden medicinsk indsigt og mistænkte diagnosen blodprop i lungen. Dr. Karl Gebhardt var sygehusets cheflæge, og han var langt fra enig i den ellers oplagte diagnose, men masserede i stedet Speers bryst med bigift og lod ham indtage sulfonamid, kinin og søvnmidler på grund af en påstået 'muskelgigt'.

En sund sjæl...
Albert Speer var en af de få af nazismens koryfæer, der dyrkede idræt og især skiløb, hvilket havde givet ham et vridtraume af det ene knæ. Hhitler havde igen og igen frarådet ham denne aktivitet, som han selv anså for helt idiotisk. Speer var voldsomt besværet, ville gerne behandles, men ikke - som det uden hans vidende blev - af Heinrich Himmlers personlige ven, Dr. Gebhardt. Doktorens attitude havde også mere været SS-officerens end den empatiske læges. Speers sygehværelse var meget spartansk, og selv om Dr. Gebhardt var søgt som knæspecialist af Europas skielite og high society, havde han været meget lidt åben over for sin højtstående patient angående diagnose, behandling og fremtid. Blot var benet blevet gipset ind.

Sygemelding
Hvis ikke Speers intelligens alene havde sagt ham det, havde han i sit liv i Adolf Hitlers nærhed mere end tilstrækkeligt erfaret, hvad det kunne betyde, når nogen blev 'sygemeldt' af diktatoren. Der var i høj grad fare på færde, for inden indlæggelsen havde han befundet sig i et spændingsfelt mellem Hitlers sekretær, snogen Martin Bormann, den livsfarlige SS-fører Heinrich Himmler og morfinisten Hermann Göring. Sidstnævntes stjerne var dalende på grund af Luftwaffes mange fiaskoer, og det knagede  i magtstrukturerne i Hitler inderkreds, hvor  pladsen som dennes efterfølger reelt var opnåelig.

Sammensværgelse ?
Albert Speer var nok den mest menneskelige i dette uhyggelige selskab, men de andre tillagde ham rask væk motiver så nedrige som deres egne, for yngstemanden Speer havde jo netop opnået en høj position fra rigsarkitekt til rustningsminister, til tider med misundelsesværdig succes. Da der nu kom feber, hurtig puls og stærke smerter ved vejrtrækning, kan man ikke fortænke Speer i at ane uråd og sammensværgelse.
Man forberedte Frau Speer på, at hendes mand kunne dø.
Senere i Spandaufængslet fik han gennem økonomiminister Walter Funk bekræftet denne mistanke: Dr. Gebhardt, der fulgte Himmler i ét og alt, havde under et drikkegilde erklæret Speer for en fare for regimet, og at han derfor burde elimineres.

Men hans hustru foranledigede gennem ægteparrets nære ven, Dr. Karl Brandt, at medicineren Dr. Friedrich Koch tog til Hohenlychen og overtog hele behandlingsansvaret.
Speer kom sig, måske p.g.a. sin gode kondition, måske lidt tilsmilet af heldet.
Dr. Koch kunne efter krigen fortælle Speer, at det havde været mange konflikter med Dr. Gebhardt, da ved en lejlighed ikke havde lagt skjul på, at han opfattede sig selv som en 'politisk læge', hvilket den stakkels patient jo så rigeligt havde erfaret.

Endelig udskrevet
Først den 17. marts kunne Albert Speer forlade det sygehus, hvis cheflæge nær havde kostet ham livet. Men dermed var trængslerne ikke forbi: Dr. Gebhardt havde ladet det rygte løbe i forvejen, at Speer led af en uhelbredelig hjertesygdom, der snart ville føre til hans endeligt. Han indvendte, at han ingen symptomer havde, at EKG og røntgenundersøgelse af brystkassen havde været normal. Albert Speer nævner i sin selvbiografi ikke noget om, hvordan det gik med det dårlige knæ, der havde været årsag til hele den medicinske misère.

Han blev overflyttet til Hitlers gæstebolig, Schloss Klessheim nær Salzburg og tog derfra på seks ugers rekreation med hustru og seks børn. Det kan inæppe undre, at intrigerne imod ham i denne periode blev om muligt endnu mere indædte.

Når alt kom til alt, havde Hitler og egentlig også de andre i inderkredsen brug for Albert Speers organisationstalent, for russerne begyndte for alvor at trykke tyskernes hære tilbage, og værre skulle det blive. Langsomt genvandt Speer noget af sin gamle position, gik ned med nationalsocialismen på en 'civiliseret' måde, talte godt for sin sag i Nürnberg og slap med 20 år i Spandau-fængslet. Han fik aldrig siden blodprop i lungen, blev 76 år gammel og døde i 1981.


 Webmaster: Jan Kristensen, juni 2007