|
Frederik den Femte
1723-46-66
Forstod at holde sig neutral i tidens krige. Det gav indtægter til
Danmark, som kunne bruges f.eks. til kongeligt hospital.
Han lagde vægt på,
at Hospitalet var bygget uden at udskrive ekstra skatter.
Anmodning om
indlæggelse skulle stiles skriftligt til inspektøren.
Patientens uformuenhed skulle attesteres af rodemester, husvært og
præst.
Inspektøren gav lægen besked på at tilse (visitere) patienten på
dennes bopæl for at vurdere berettigelsen af indlæggelse. Hvis der var
flere patienter end pladser, skulle lægen afgøre, hvem der trængte
mest til indlæggelse.
Det Kongelige Frederiks Hospital rådede over en portechaise til
siddende og en til liggende patienter
"Spøttepotte"
Økonomi
Indtægter
Under enevælden blev statens indtægter alt efter kilden lagt i et virvar
af kasser. Skatteindtægterne kom væsentligst fra jorden, visse
forbrugsvarer og importtold.
Det norske postvæsen betalte sig godt, og denne kasse kom til at
financiere en stor del af Hospitalets drift frem til adskillelsen i 1814.
Det var ikke uden problemer, for nogle af pengene blev anvendt til andre
formål. Også afgifter på ordensdekorationer og forfremmelser, som ellers
skulle være brugt til restaurering af Frue Kirke og tårn, blev dirigeret
til Hospitalet. Der var afgift på spillekort, som dog blev udhulet af
illegal import.
Da greve Christian Conrad Laurvig bortførte den spinkle 18-årige
skuespillerinde Mette Marie Rose, fandt man det det passende, at bøden på
10.000 rigsdaler (ca. 5 mio. kr.) tilfaldt Det Kongelige Frederiks
Hospital.
Brugerbetaling kom kun til at bidrage ubetydeligt.
Der var mange små og enkelte meget store donationer.
Udgifter
Disse oversteg oftest indtægterne, og underskuddet måtte dækkes af
partikulærkassen, kongens egen andel af statsformuen. Sparsommelighed var
parolen fra første færd. Det var dog almuefolk, der lå i sengene.
Billigste medicin og kost, genbrug af forbindinger, etc.
Ved Hospitalets åbning havde man sågar ingen kirurgiske instrumenter, men
måtte låne sig frem. Operationsstue havde man heller ikke tænkt på, og da
kirurgerne gjorde opmærksom herpå, indrettede man en til kvinder og en til
mænd.
Således måtte der bestandig justeres i Hospitalets indretning.
Efter indførelsen af folkestyre kom Hospitalet under først justits- og
senere kultusministeriet (kirke og undervisning).
Den videnskabelige
medicins fremmarch
Vaccination
Mikrobiologi
Antiseptik
Aseptik
Universel anæstesi
Morfin
Kinin
Digitalis
Røntgen
Laparotomi
Lumbalpunktur
Elektrokardiografi
Injektionssprøjten
Terrorbombardement
Lokalanæstesi
Analyser af blod og urin
Otologi
Neurologi
Operationshandsker
Kontrolleret undersøgelse
Sygeplejersker
Stetoskopet
- var nogle af de
nyskabelser, som man nåede at opleve på
Det Kongelige Frederiks Hospital
|
Det
Kongelige Frederiks Hospital 1754-1910
Baggrund
I bygningerne, hvor nu Kunstindustrimuseet i Bredgade
ligger, blev Det kongelige Frederiks Hospital indviet i 1754 og fungerede
som Københavns største sygehus frem til 1910.
Der var flere grunde til at Frederik V
approberede opførelsen af Danmarks første sygehus forstået som en
institution med fast tilknyttede læger, hvis hovedopgave var behandling af
sygdom:
Siden middelalderen havde der været
mere eller mindre organiseret omsorg for syge og fattige. Fattiggård,
sygestue, asyl, hospital og Sct. Jørgensgård (for spedalske) var nogle
betegnelser for de huse, der mest fandtes i købstæderne.
Midt i 1700-tallet var der i
Danmark-Norge 50 læger, dvs. universitetsuddannede medicinere, der oftest
havde en rent teoretisk baggrund. Der blev ikke givet klinisk undervisning
ved Københavns Universitet, så uddannelse måtte søges i udlandet.
Kirurger blev uddannet ved mesterlære og eksamineret ved Kirurgisk
Akademi, som ikke havde forbindelse med universitetet. Der var 370
kirurger i tvillingeriget.
Kongen satte kirurgien højest og
ønskede sengepladser til Landmilitsen. Flåden havde eget sygehus i Søkvæsthuset på Christianshavn.
Som enevældig konge ønskede Frederik
V ikke kun at være folkets beskytter mod ydre fjender, men også mod sygdom
og lidelse.
Endelig skulle København ikke stå
tilbage for de store europæiske byer, hvor specielt det medicinske miljø i
Paris var forbilledet.
Patienter
Det var Københavns hospital, man havde opført. En
lands-dækkende funktion for særlige tilfælde blev først etableret ca. 120
år senere.
Velhavende og middelstandsfolk blev behandlet i hjemmet, og fattiglemmer
skulle behandles på Almindeligt Hospital, nærmest et asyl med lægeklinik.
Det Kongelige Frederiks blev i praksis et hospital for tjenestefolk,
svende, lærlinge, søfolk og i det hele taget fortrinsvis yngre mennesker
med nyttig samfundsfunktion, men uden egen bolig og formue.
Der var 40 pladser til soldater af Landmilitsen.
Man forventede betaling for herskabstjenere, og soldaterne betalte hele
deres sold, hvorimod de øvrige lå gratis.
Over for det, vi i dag forstår ved internmedicinske lidelser, stod lægerne
i virkeligheden magtesløse. Medikamenterne havde i bedste fald
symptommodificerende effekt, og så var de ofte ret toksiske (kviksølv).
Men disse unge patienter med pneumoni, appendicitis, scarlatina, difteri,
dysenteri, scabies samt frakturer og andre skader, havde en chance for at
komme sig med god pleje, ernæring og rekonvalescens. De var potentielt "curable",
og dette var præcis målsætningen for Hospitalet.
Udelukket fra indlæggelse var i øvrigt:
- børn under syv år, med mindre de skulle opereres
- veneriske patienter
- stærkt smittefarlige
- sindssyge
Der var selvfølgelig i praksis mange undtagelser fra disse stramme
visitationsregler.
Indlæggelserne var, set med vore øjne, meget lange og journalerne meget
korte.
Læger
Fra begyndelsen var det bestemt, at der skulle være:
Medicus og to candidati medicnae
Chirurgus, to underkirurger og to studiosi chirurgiae
- altså otte læger.
Overlægerne var ansat for seks år og fik 400 rigsdaler årligt, en absolut
moderat løn. Supplerende indtægter kunne opnås ved privat praksis.
Der var affattet en instruks for lægerne, som indebar:
1. Morgen- og aftenstuegang.
2. Tilsyn dag og nat efter behov.
3. Opsyn med underordnede læger, plejen og stuekonerne.
4. Journalføring.
5. Ugentlig rapportering til Direktionen.
6. Fremlæggelse af specielle sygehistorier til publikation.
7. Pligt til at afholde klinik for studerende en gang om ugen.
8. Udfærdigelse af en speciel fattigmandsfarmakopé.
9. At Direktionens kunne konsultere andre læger.
10.At planlagte operationer skulle forelægges Direktionen.
11.Accept af livmedicus som øverste lægefaglige myndighed.
12.Og ikke mindst: sparsommelighed.
Med denne stillingsbeskrivelse var det åbenbart vanskeligt at tiltrække
ansøgere, for den første kirurg, David Spierling, stod slet ikke på
Direktionens ønskeliste.
Han kom til at fungere som vikar i otte år, tilsyneladende til alles
tilfredshed.
Hygiejne
Kongens havde
ønsket rigeligt rent vand til patienterne. Denne vision var vanskelig at
realisere, for vandet blev fra Peblingesøen ledt gennem udhulede
træstammer, som gav ideelle vækst-betingelser for insekter og deres
larver.
I
begyndelsen blev vandet hentet i spande ved pumper i gården. Afløb fandtes
kun i disse "tekøkkener", så urinanalyser og lignende måtte foretages
her.
Overfor lå stuekonens, senere sygeplejerskens "værelse" af to
sengesteders bredde.
Foruden stanken fra jorden under gulvet
var det også et problem, at de mange håndværkere gennem fem år havde fyldt
de udgravede latriner til overflod. For det var sådan en løsning, man
havde valgt: Oppegående patienter skulle gå udendørs i små skure med
udgravning underneden, svækkede patienter besørgede på en slags
bækkenstole (natskrin), og til sengeliggende havde man et bækken af tin
med læderkant. Det udendørs problem ansås for løst, da man efter flere
mislykkede forsøg fandt frem til de såkaldte loca privata. Disse private
steder havde dog plads til to personer ad gangen.
Man oplevede, at antiseptikken
(karbolspray) og aseptikken blev indført mod slutningen af 1800-tallet.
Det var de hygiejniske forhold, der var
et af hovedargumenterne i kampen for at få bygget Det Kongelige Frederiks
Hospitals efterfølger.
Idyllisk så der ud i Grønnegården lige
før lukningen i 1910.
Der var nu indendørs vandklosetter.
Afvikling
I 1874 blev det første gang fra
lægeside fremført, at det gamle hospital ikke kunne mere. Der skulle
dog gå 36 år, før afløseren stod klar. Begejstringen var enorm, da man i 1910 kunne indvie
det imponerende gule pavillonbyggeri på Nørre Fælled. Det holdt kun i 60
år.
Efterskrift: Denne fremstilling
har mest betonet de kuriøse sider ved den første tid på Det Kongelige
Frederiks Hospital.
Men der har naturligvis også været udvist faglig dygtighed, opofrelse og
omsorg.
I København blev man tilfreds med Kongens Hospital |
Det Kongelige Frederiks
Hospital set fra Amaliegade.
Administration
Oberdirektion: "Trende af Vores Tro Udvalde
Mænd og Ministre"
Direktion:
Kongens livmedicus
Generaldirektøren for kirurgien
Hofkirurgen
To regnskabskyndige
Hofprædikanten
En jurist
To borgere, som "forstaaer sig på Handel og Negotie"
I fundatsen tillagde man det stor værdi med et kvindeligt element i
ledelsesfunktionen, idet sidstnævntes hustruer skulle deltage i arbejdet
med at overvåge indkøb, proviant og rengøring.
Under direktionen ansattes inspektør, økonom og læger. Inspektøren fik 1½
gang overlægens løn.
Fjorten administratorer og otte læger. Der var lagt op til stridigheder.
Direktionen havde det sidste ord i alle spørgsmål, også lægefaglige.
Der var direktionsstuegang for de lægelige medlemmer om tirsdagen.
Udskrivelser fandt oftest sted denne dag, og man havde en slags
kvalitetskontrol, idet patienterne kunne sige, om de havde haft noget at
klage over.
Administrationen blev med tiden forenklet helt ned til én eneansvarlig
direktør.
Efter indførelsen af folkestyre kom Hospitalet under først justits- og
senere kultusministeriet (kirke og undervisning).
Med den stigende kundskabsmængde inden for medicinen fik lægerne
efterhånden mere indflydelse.
Johan Friedrich Struensee
bekæmpede dobbeltadministration og nedlagde Oberdirektionen.
Han kom på hjul og stejle, men havde jo også ligget i med Dronning
Caroline Mathilde.
Vågekonens lyseholder
Personale
Stuekonerne havde ingen uddannelse og var ofte fattige enker.
De stod for sygepleje, rengøring, madomdeling og i det hele taget alt
forefaldende. Efter reglerne skulle de være mellem 30 og 50 år, men af
sømmelighedsgrunde foretrak man kvinder af sat alder. En enkelt var endog
74 år på ansættelsestidspunktet. De skulle læse dansk for at kunne
opmuntre patienterne med højtlæsning. "Utugtigt Levned, Drukkenskab eller
deslige Ugudelighed" var umiddelbar afskedigelsesårsag. Slagsmål mellem
stuekonerne indbyrdes eller med patienterne forekom. Økonomen var
ansættende myndighed, og trods lægernes klager var han uvillig til at
afskedige en særlig slem kone, der ofte ikke kunne stå på benene, var
venerisk og voldelig. Men hun arbejdede ekstra for økonomens kone.
Arbejdstiden var 6-22, lønnen den laveste: 4 mark (125 kr.) ugentlig.
Stuekonens værelse var af to sengesteders bredde og lå mellem sygestuerne.
Forholdene forbedredes noget gennem årene.
Der var også dagkoner til rengøring og om natten vågekoner.
Portner, vægter og
arbejdskarle fik 6 mark ugentlig og vaskeripigerne 7 mark.
Sygeplejersker blev først
uddannet fra Københavns Kommune-hospital 1880. På Kongelige Frederiks var
man mere valen, og først 1884 blev de første ansat. Efter oprettelsen af
Dansk Sygeplejeraad 1898 fulgte debatten om, hvem der skulle lede
sygeplejen. Kirurgen Oscar Bloch stod for det synspunkt, at sygeplejersken
i et og alt skulle være lægens tro støtte.
Man måtte vente på efterfølgeren Rigshospitalet, før en rigtig
sygeplejeskole blev etableret.
|