Den 10 maj 1941 lettede Rudolf Hess med sin desarmerede Messerschmidt 110.
Fire timer senere ankom han til Skotland i nærheden af Lord Hamiltons gods, for han havde dannet den alt for løst funderede mening, at denne og stort set hele den engelske adel og overklasse var Tyskland venligt stemt og imod fortsat krigsførelse.
Men Churchill og ikke mindst tyskerne selv med deres bombardementer havde stemt det britiske folk til krig, og denne fejlvurdering kom til at koste Hess 46 år i fangenskab foruden det årstid, han havde siddet sammen med Hitler.


Sønnen Wolf Rüdiger fik først sin far se igen mange år senere.


Hess var sammen med Hermann Göring nationalsocialismens menneskelig ansigt, idet han var en af de meget få, der ikke udnyttede sin status til egen berigelse.

 

 

 



Da Rudolf Hess brækkede benet
 


Rudolf Hess 1894-1987

Han blev født  i Alexandria, Ægypten, hvor hans far drev et større eksportfirma. Tyskland blev det fjerne hjemland, som familien besøgte i sommerferien, og da kun bondeland og bjergegne, for forældrene kunne ikke udholde at se de mange arbejdsløse i byerne, der levede under kummerlige kår.

Rudolf Hess udmærkede sig under 1. verdenskrig som en særdeles kompetent pilot.
Som mange andre var han bitter over Versaillesfredens hårde betingelser for Tyskland.

 


Trods god social baggrund skete det samme for unge Hess som for så mange andre, at da han mødte Hitler, slog det klik for ham, og han måtte forblive denne opkomling tro.

 


Hess' grav, som er blevet ikoniseret af nynazister.

 


Hess i Spandaufængslet. Trods stort pres fra Vesten, ville russerne aldrig høre om løsladelse.

Se minibiografi nederst
Ingen havde bemærket, at han havde skiftet til sin flyveruniform, hvori han var ankommet. Som en hækkeløber forcerede han gelænderet på 1. sal og faldt en etage ned. Senere fortalte han lægerne, at han netop havde valgt denne fremgangsmåde, fordi han regnede med at strejfe det øverste af gelænderet med den bageste fod og derved få sit hoved til at opnå den højest mulige hastighed nedad, hvorved han regnede med at slå sig ihjel. Det opnåede han dog ikke, men pådrog sig et lårbensbrud og var i øvrigt uskadt.                                   
Rudolf Hess' skarpe og særegne logik havde altid imponeret mange, også nogle af de britiske læger, han kom i kontakt med under sit ophold som krigsfange 1941-45 i Skotland, England og Wales.

Men lægen var kold, og da Hess bad om smertestillende, gav han ham i første omgang en injektion af saltvand. Han havde hadet Hess fra deres første møde, mest på grund af det styre, som han repræsenterede. Selv om Rudolf Hess ikke helt havde opnået alle en krigsfanges rettigheder, blev behandlingen af hans knoglebrud herefter i overensstemmelse med datidens sædvanlige praksis. Han fik morfin og blev lagt i seng, medens man fra britisk side nøje overvejede, hvordan man skulle gribe denne prekære sag an.

Hess var interneret i en til formålet opført enmands fangelejr med ydre og indre perimeter, barakker til vagtpersonalet, der i alt var kommet op på at omfatte ca. 150 mand samt naturligvis selve fangehuset med tilhørende have, hvori Hess motionerede med stærkt vekslende engagement.

Der blev fremskaffet røntgenudstyr, hvorved man kunne konstaterede, at det drejede sig om et brud lige under lårbenshalsen. De først dage blev Hess udstyret med en Thomas' splint, et apparatur der kan sammenlignes med en høj taburet, hvorpå endeballen hviler, således at det brudte lårben aflastes. 
Efter en uge blev knoglebruddet af e kirurg sat sammen med et søm, som nok kunne holde knogleenderne sammen, men ikke tillod belastning, modsat de operationsmetoder, der anvendes i dag.

Det blev til i alt seksten uger, Hess måtte finde sig for det meste at ligge i sengen. Han havde dog som regel ikke problemer med at beskæftige sig, for læsning var hans foretrukne passion, og hans britiske vogtere havde efterhånden lempet betingelserne for, hvad han måtte læse og modtage hjemmefra. Desuden skrev han energisk og havde et indekseringssystem til sine manuskripter, et system der allerede under fængselsopholdet i Landsberg i 1924 havde bevist sin duelighed, da han hjalp Hitler
med at få lidt sammenhæng i makværket Mein Kampf.

Hvor behandlingen af det på den tid ikke ufarlige knoglebrud må siges at have været vellykket, kan det samme langt fra siges om vogternes og deres lægers forsøg på at komme til rette med Hess' psyke. Der fulgte et senere selvmordsforsøg efter at Han var blevet flyttet til Wales, men dette var mere forståeligt end det netværk af forfølgelses- og forgiftningsforestillinger, hukommelsestab, hysteriske mavekramper og andre ejendommeligheder, som Hess fremviste under de fire års krigsfangenskab.

De engelske officerer gik også noget fejl af situationen, idet de lagde for stor vægt på Hess' officielle status som Hitlers næstkommanderende. Udnævnelsen var sket efter magtovertagelsen i 1933 og gjaldt måske stadig i relation il partiet, men rollen som Hitlers allernærmeste servile håndlanger var for længst overtaget af arbejdsnarkomanen Martin Bormann.
Hess havde aldrig været tæt på de militære beslutninger; dertil fandt Hitler ham for blød og verdensfjern, så egentlig vidste han ikke noget, englænderne kunne bruge.

Rudolf Hess' historie har været og er genstand for intens forskning, samlende sig om disse spørgsmål:
1. Skete fredsmissionen med Hitlers vidende? Var Hess under påvirkning af andre?
2. Var hans psykiatriske symptomer ægte? Og hvis ikke, var de så alle sammen fingerede?
3. Var hans selvmord ægte, eller var det et camoufleret mord?

Jeg kan kun opfordre til at foretage en almindelig søgning på nettet, og allerede på denne måde vil der komme en del frem om dette besynderlige menneske, Rudolf Hess.

BIOGRAFI

 Webmaster: Jan Kristensen, april 2005