Mor kom jo fra Hald og fik pladsen hos enken og nu blev det så far og Mor som så hinanden næsten hver dag. På Mosholt var der både marker og dyr, og det var så det, Far tog sig af. En dag sagde Svendsen, at Far skulle komme til Randers og være med i staldene, han kunne ikke mere selv bestride det. Tiden var gået og i februar -24 havde Mor født Christen hos sin mor, Petrea i Hald. De unge blev gift i maj -24. Nu fik de lejlighed på Nørrebrogade 17, hvor jeg blev født i maj -25. Der kom mange udenlandske hestehandlere til byen, - fra Litauen og Letland bl.a. Hestene blev mønstret på Markedspladsen og mange nede i gaderne, bl.a. Torvegade. Mange skulle sendes af sted, og det blev Fars arbejde. Han trak af sted med dem sent om aftenen og på mange andre tider, desuden var der mange, som skulle hentes både ved skibe og ved tog. Mor sagde også: ”Jeg har fået en mand, men ser ham ikke så meget.” Dør om dør med os i nr. 17 boede Mors kusine Martine, som blev min gudmor.

Petras afdøde mand, Christen havde kun én søster, og det var hendes datter.

Hendes mand var portør på Amtssygehuset og kom hver middag med mad til dem. Af og til blev Martine ked af al den dampkogte mad, og hvis hun kunne lugte Mors frikadeller, bankede hun på døren og spurgte, om de da ikke kunne bytte i dag?

En dag så Far tilfældigvis gennem vinduet, at Martha, en tidligere vaske- og strygepige på Mosholt, kom ud af døren i huset lige overfor. Hun var blevet gift med en slagtermester, Anthon Iversen. Det blev et godt bekendtskab de to par imellem resten af deres liv. Vor lejlighed var lille, og i 1928 flyttede vi ind i nr. 22, 4. sal.

  Mor havde fire brødre, Niels*1899, Peter*1906, Hans*1908 og Aage*1910. De var karle på landet, og når de havde fridag, kom de til os.

I marts 1928 blev Jens Aage født – var ikke særlig kvik, havde noget forsnævring i maven og en del med dårlige ører. Niels havde besluttet at ville rejse til Amerika, og den dag husker jeg, idet afskedsceremonien foregik hos os. Mange var mødt op, Jens Aage lå lille g spæd på sengene. Niels lignede sin mor på det økonomiske, kunne ikke have penge, så til rejsen lånte han her og der.

  Hestehandelen forsvandt lidt efter lidt, Svendsen blev ældre, og Far skulle ikke være der mere. Nu blev det frøavlsfirmaet Trifolium. Deres hovedsæde lå i Tåstrup med forsøgsmarker og alt. For Far blev det hestekøretøj, en stor fladvogn, men der var også megen transport af korn med tog og skib. Mange var ansat på lageret, hvor sækkene blev båret på ryggen. Så var der tørring og bejdsning, som mange blev syge af. Nu var de gået over til bil-kørsel, så Far kom også på lageret. Udvejningstiden var overstået, og bønderne kunne hente deres korn. Derved blev der en arbejdsløshed, og understøttelsen var på 15 kr. om ugen. Der var en lille børnehave, hvor Christen og jeg skulle gå, fordi Mor ville på leverpostejfabrikken og tjene lidt. Det varede nu ikke så længe – hun var ikke den robuste type, havde haft spansk syge to gange som ung.

  Nu flyttede vi på Nyvangsvej. Det var heldigvis ved jorden. Der fik vi alle tre mæslinger. Agnes fra Voldum kom og besøgte os og gav os ti øre hver. Jens Aage kom til at sluge sin, og da Mor den dag ingen penge havde, fik hun min til gasmåleren. Vi var røde i hovederne, og mørkt skulle der være i værelset, men det røde blev rødere, da Mor hængte det røde underlag fra sengetæppet op for vinduet. Andet havde hun ikke.

  Henny, som boede i nabohuset, havde fået en dejlig hjemmestrikket trøje, og jeg spurgte Mor, om hun ville strikke sådan en til mig. Vi var i ”Spar” i Adelgade og købte lidt garn, og der blev begyndt. Undervejs blev jeg sendt derned et par gange, fem fed hver gang. Der kom aldrig ærmer i trøjen.

  Til fødselsdag skulle Christen og jeg, og vi fik af Mor besked på kun at tage ét stykke kage af hver. ”Og, du Christen skal bukke, og du neje, Elly, når I kommer!”  Men stejl som jeg var, stampede og protesterede jeg. Christen var ivrig efter at komme af sted og sagde så: ”Det er også lige meget, Elly. Så nejer jeg, og så kan du bukke.”

  I arbejdsløshedsperioder var Far på cementfabrikken et stykke tid.

Lejligheden på Nyvangsvej måtte vi flytte fra – en datter skulle giftes og have den.

  Far havde stadigvæk forbindelse til folk på landet fra hans tid dér, så han cyklede ud efter kød, når der blev slagtet, frugt, æg, m.m. Han var fantastisk til at skaffe mad.

Vi flyttede så på Bækkelundsvej i 1931, en nyanlagt vej længst ude med ikke så mange huse, men der var mange haver, som folk kom cyklende ud til, bl.a. duefolk. For enden af vejen løb en bæk, et godt sted for børnene at lege. Christen var begyndt at gå i skole. I fritiden løb han ud på det nærliggende gartneri og husmandssted. På vor vej løb vi med rustne cykelfælge skubbet af en pind.

   Søren Rasmussen, som Far kendte, havde en god stilling ved stadsgartneren. Han havde hestekørsel i anlæg og parker, god fast løn og altid arbejde. Han byggede hus forneden på vejen og bagved et udhus, hvor han og Far købte en ko og 8 får, så nu var der mælk til begge familier. De havde 6 børn.

  I september -33 føder Mor Henning. Jeg husker, at Far sad og spiste i det meget køkkenblå køkken. Mor kaldte på mig og sagde: ”Kan du ikke lige spørge Far, om ikke han synes, at vi skal kalde den lille dreng Henning?”

Også jeg var kommet i skole, heldigvis kunne jeg følges med Christen. Det var en varm sommer, men jeg havde kun en ulden kjole, frakken var Christens aflagte, og jeg skulle passe på, at remmen fra skoletasken dækkede det hul i skulderen, som han havde slidt. Jeg gik i galochestøvlerne uden sko.
  Far kørte hjem til middagsmaden på en budcykel med lad (var for længst igen på Trifolium). Jeg havde netop fri fra skolen på den tid og ventede oven for bakken på ham. ”Nå, du er kommet,” sagde han efter at være kommet trækkende op ad den stejle bakke. Jeg hoppede op på ladet og nød den lange køretur, der endnu var, inden vi nåede hjem.

Anna og jeg skulle lave parfume af et par roser, som jo duftede så dejligt. Vi lagde et par i vand, men det blev der nu ikke noget ud af. Gik så ned for at se Far klippe fårene, og det var sjovt!  Vejen var meget sandet og ujævn, så det var ikke let at køre Henning i barnevognen.

I stuen stod en flot døgnbrænder med blank tromle. Det var vinter, og jeg ville varme hænderne, satte dem på, og enden på det blev brandvabler.

Det var nu 1935, Mor venter Per, og Marius i Helsted kom i forbindelse med Far og siger så: ”Anders, du skal komme ud og forpagte min ejendom, den står tom.” Far var jo landmand, så det fristede, men Mor var blevet glad for byen og vidste, at landet krævede arbejde. Christen og jeg talte om det på vej til skole og gik som sædvanlig til bageren i Schousgade og købte for 10 øre gammelt wienerbrød. I skolegården, som var delt i pige-drenge, gik jeg over til Christen med det, som jeg ikke kunne spise – alle sad på fliserne og spiste. Vi skulle være flyttet til Helsted 1. april, men da Mor fødte Per 30. marts, blev det til 14. april i stedet. Det var Fars bror, Christian, som var vognmand, der flyttede for os i lastbilen. På førersædet sad Mor med den spæde.

  Kun 5½ tønder land hørte der til ejendommen, men til skolen var der jo også jord, så den lejede Far af kommunen. Han var nu på treholdskift, og det gav jo lidt mere i lønningsposen. Det værste var nok de uger, da han arbejdede om natten og havde svært ved at sove om dagen. Dyr skulle købes, et rødt øg var det vist, men noget gammelt. Til markarbejdet lånte Far træskomandens ”Hans”. Så var de da et tospand. Jorden blev forarbejdet og tilsået. Da høsten kom, var det håndens arbejde. Far brugte leen, og Mor gik bagefter og bandt op.

  Et par høns havde ligget og ruget på kalkunæg, og der kom 16 støjende kalkunkyllinger. De krævede lidt særbehandling i starten. Det blev min opgave at fodre dem med kogte æg og brændenælder hakket sammen. Flokken voksede til, og hvor var de højrøstede!

Jeg savnede skolen i Randers, den eneste fordel var, at vi næsten var nabo med den. Der var en 70årig lærer, som vi heldigvis kun havde vinteren over. Så kom der en vikar, hr. Abrahamsen. Der var mange store drenge i klassen, og de stillede sig uden for hans sovekammervindue og sang: ”Vågn op og slå på dine drenge.”

En dag, jeg var i Randers, mødte jeg en forhenværende klassekammerat, spurgte hende, om hun ville spørge læreren, hr. Hougaard, om jeg måtte komme tilbage. Jeg vidste ikke, at vi var flyttet til en anden kommune, og at det så kostede penge. Desuden var der jo transporten. Vi havde kun én cykel, så… Nå, vi fik snart lærer Brix, og der var vi heldige. Han var helt nyuddannet.

Efteråret kom, og han sagde til alle drengene, at de skulle med ud i haven og lære æblernes navne, o.s.v. Inden de var gået ret længe, havde han fået alle sine æbler nedplukket.

Det blev ved tiden, at hesten ikke kunne mere. Citofabrikken var lukket, og Far fik for en slik hele køretøjet. En dag kom Far med Klaus, en stor og skimlet vallak trækkende en enormt stor fladvogn. Der var dækken og meget velholdt seletøj. Hestestald var der ikke, men der blev lavet en bås ude i laden.

Marius’ have var et stort vildnis, og der var frit spil for drengene til at gøre, hvad de ville. Måske var det rigtigt, hvad Far sagde, inden vi kom til Helsted: ”Lad os bare komme ud på landet. Mine drenge skal ikke være bydrenge herinde.”

Jeg fik til opgave at hente Amtsavisen ude ved rutebilen kl. 17, stod i dårligt vejr inde i smedjen og ventede. Den gamle smed og Bertil stod henne ved ambolten og hamrede. En dag overværede jeg en ulykke: En bil kørte ind i et træ. Ivrig som jeg var løb jeg derover og skulle se, løb over landevejen og undgik i sidste øjeblik at blive kørt over af den tilkaldte ambulance. Da blev jeg rigtig skældt ud af mange voksne. Avisen blev delt ud til de få, som skulle have. Vi holdt den sammen med Marius, som først fik den, og kl. 20 hentede jeg den igen. Han rejste sig fra chaiselongen, skubbede sin fedtede kasket til side og sagde så: ”Nå, der har vi jo pigen, som skal ind til balletten.” Han gjorde lidt nar af mit trinde udseende. Han havde den skik, at vi store fik hver to kr., når der var eksamen, til jul, eller når vi skulle på udflugt.

Det kom vi en gang til Himmelbjerget. Der stod en blind mand med en indsamlingsbøsse, og jeg kom ved en fejltagelse til at komme min tokrone i. Det kunne manden høre på lyden og sagde så: ”Hør, lille pige, det var vist forkert.” I min lomme lå ganske rigtigt den femøre, der var tiltænkt ham. Han åbnede bøssen, og byttet blev gjort!

Ofte blev der slagtet gris. Slagteren stod med den store blodige kniv i munden, når han havde stukket og fik en blodstribe helt op til ørene. Jeg stod ved spanden og rørte og rørte, når blodet kom. Mor kom mel i. Det måtte jo ikke klumpe. Dejlige blodpølser blev lavet. Søren Rasmussen kom og købte noget kød og sagde ofte til Far: ”Do ka’ godt trække nogle kvier over i engen bag Doktorparken, så kan de få føden dér i sommer.” Ligeså skulle han bare hente brænde her og der. Det var godt, både til komfuret og til gruekedelen.

Vi kom ned fra loftet den 9. april 1940 netop den morgen tyskernes flyvere lød overalt. Vi kiggede noget, for Mors seng var flyttet ind i stuen, og der lå hun med den lille dreng, hun havde født om natten. Jeg var snart 15 år, men anede ikke, at hun havde været gravid. Jeg var dybt skuffet over ikke at have fået noget at vide – som eneste pige, gik over til sengen og sagde: ”Mor, syntes du ikke, vi var nok?” Jeg var blevet træt af at være barnepige. Nå, drengen var så stille og ikke rask, kunne ikke holde mad i sig – blev mere og mere træt. Han blev kun 3 måneder. Det var gribende den dag, han blev lagt i den lille kiste. Rundt om bordet stod vi alle og hørte på præstens ord.

Årene er gået, og Mor har længe gået med dårlig hofte. De skulle have sølvbryllup i maj 1949. ”Til den tid skal du holde på Trifolium, Anders,” sagde Mor. ”Nu kan jeg ikke holde ud at malke og vaske spande mere, og sådan blev det.

Drengene var selvsagt ude at tjene, og når de om søndagen kom hjem, var de flinke til at tage en tørn, enten det var i høsten, roerne eller andet. Besætningen var vokset, og i 1947 blev der bygget til udhuset, så der nu var hestestald, vognport og toilet. ”Klaus” var kommet væk, og i stedet kom ”Lis” og ”Grethe”, to nordbagger.

Bryllupperne begyndte i 1948 – børnebørn kom til og var til stor glæde.

Mor fik gangstativ, og brugte det til hun døde. Hun fik lungekræft og blev næsten 70 år. Blev begravet på deres guldbryllupsdag 16. maj.